Hjulmand: Træningslejren giver tid til detaljerne

Kategorier

FCN spiller tre træningskampe under opholdet i Tyrkiet.

Foto: Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland tager i morgen tidlig afsted med 29 spillere til 12 dages træningslejr i Tyrkiet, hvor der skal spilles tre træningskampe

Det er en udvidet trup på 29 spillere, cheftræner Kasper Hjulmand og resten af trænerteamet tager med til Belek i Tyrkiet i morgen. Fra Superligatruppen mangler ved afrejsen kun anfører Patrick Mtiliga, der blev skadet i lørdags og bliver hjemme til behandling i den første uge men efter planen tilslutter sig træningslejren midt i næste uge uden dog at kunne deltage i træningerne.

Superligatruppen er i Tyrkiet suppleret med ghaneseren Dominic Oduro, der som kontraktløs har trænet med i et par uger i Farum Park. Og fra U/19 er også de to midterforsvarere Andreas Skovgaard og Viktor Tranberg med på træningslejren.

– Vi har altid et par spillere med fra U/19 som en slags læring, hvor de kan snuse til det hele i vort Superliga set up, og vi kan lære hinanden bedre at kende. Normalt studerer de, men på grund af vinterferie har de mulighed for at være med, og vi får lejlighed til at arbejde tættere med dem som et led i deres udvikling. Og Dominic fortsætter vi med at se an og vurdere på, siger Kasper Hjulmand.

Andreas Skovgaard og Viktor Tranberg glæder sig til udfordringerne:

– Det bliver bare så fedt at prøve. Vi er vant til at træne med Superligatruppen engang imellem, men det bliver noget helt andet at være en del af det over så lang tid. Og vi får lejlighed til at lære alt at kende på en helt anden måde, siger Viktor Tranberg.

Kasper Hjulmand ser også frem til den intense træning i Tyrkiet:

– På træningslejren får vi tiden til at arbejde med det hele både på og udenfor banen. Vi skal udnytte, at der er tid til at arbejde med detaljerne. Standardsituationer er også meget vigtige i kampene, og det er noget nemmere at øve, når man kan stå lidt stille uden at fryse.

– Ellers skal vi bruge træningslejren til at fortsætte det, vi har arbejdet med indtil nu. Der skal ske en udvikling i den samlede struktur på holdet, og i træningskampene skal vi se flest mulige spilminutter ligne det, vi gerne vil frem til. Vi har arbejdet med mange faser i spillet, og træningslejren er et skridt mere i samlingen af disse faser, siger Kasper Hjulmand.

FCN spiller følgende træningskampe under opholdet i Belek:
Lørdag 13. februar mod FC Sloboda Tuzla fra Bosnien kl. 16.00.
Onsdag 17. februar mod Karpaty Lviv fra Ukraine kl. 16.00.
Søndag 21. februar mod FC Dnipro fra Ukraine kl. 18.00.

– Det bliver tre gode testkampe og jo nærmere vi kommer forårspremieren i Viborg, jo tættere skal vi også komme på startopstillingen. Der er ikke garanti for spilletid til alle mand, men når vi kommer hjem er der også arrangeret en opsamlingskamp for de, der ikke har fået så meget spilletid i Tyrkiet, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Her på fcn.dk og FC Nordsjællands sociale medier følger vi hele træningslejren tæt med daglige nyheder og reportager fra Tyrkiet.