Både U/19 og U/17 startede foråret med sejr

Kategorier

Jakob Johansson har været en flittig målscorer i sin tid på ungdomsholdene i FCN. Nu kan han fortsætte måljagten i HB Køge.

Foto: fcn.dk

Jakob Johansson lavede hattrick i U/19 sejren på 4-0 over AGF, og bagefter vandt U/17 3-1 over de århusianske modstandere.

U/19 Liga: FCN-AGF 4-0 (2-0)
Mål: 24. minut 1-0 Jakob Johansson. 35. minut 2-0 Jakob Johansson. 50. minut 3-0  Jakob Johansson. 89. minut 4-0 Adnan Mohammad.

FC Nordsjælland kom flyvende fra start med en 4-0 sejr hjemme over AGF i forårspremieren, og især angriber Jakob Johansson var i hopla. “Jo” scorede et rent hattrick i løbet af 50 minutter, inden han efter et stort løbearbejde fik lov at sætte sig ud på bænken og se den sidste del af kampen derfra.

Det tog dog lidt tid for FCN a få hul på bylden mod AGF, der garderede sig godt i forsvaret og forsøgte en meget kompakt defensiv. Det gav et kampbillede, hvor bolden næsten konstant var på FCN-fødder, men århusianerne levede på sporadiske kontraangreb.

Tigrene leverede iderigt angrebsspil men slap først igennem til scoring midt i 1. halvleg. Emil Damgaard sendte Oliver Miltoft afsted på højrekanten med en perfekt stikning, og hans præcise indlæg prikkede Johansson i kassen til 1-0. Det blev 2-0 10 minutter før pausen, da “Jo” efter et par smarte træk udnyttede indlægget fra Emil Damgaard.

Kampbilledet var det samme fra 2. halvlegs start, og kampen blev reelt afgjort kort tid efter pausen, da Johansson nettede for tredje gang. Herefter skabte FCN mange chancer uden at få scoret, mens AGF fik et par store muligheder på kontra, men to gange diskede Peter Vindahl Jensen i målet op med flotte redninger. Og så kunne Adnan Mohammad til allersidst score til 4-0 på en friløber.

– Det var en god forårsåbning for os med en flok sultne spillere, der viste det rigtige udtryk hele kampen igennem. Det var dejligt at se “Jo” være så skarp og få scoret tre mål. Han lavede også en stor arbejdsindsats for holdet.

– Nu er vi kommet i gang, og på lørdag venter så den første af forårets svære udebanetest i Aalborg mod et meget dygtigt AaB mandskab, siger U/19 cheftræner Morten Karlsen.

FCN U/19 er fortsat ubesejret tophold i U/19 Ligaen og spiller næste kamp lørdag kl. 13.00 i Aalborg.

U/17 Liga: FCN-AGF 3-1 (1-0)
Mål: 4. minut 1-0 Niklas Kristiansen. 71. minut 2-0 Andreas Olsen. 76. minut 3-0  Nikolai Frederiksen. 79. minut 3-1.

FCN kom hurtigt foran mod AGF på mål af Niklas Kristiansen allerede efter få minutters spil. Men det var langtfra optakten til en nem kamp for tigrene. AGF gik nemlig modigt frem på banen og udfordrede med fysisk styrke og mange dueller om bolden.

FCN blev presset tilbage på banen, men det gav plads i bagrummet, og det udnyttede tigrene et par gange til at skabe gode scoringsmuligheder. Kampen fortsatte på samme vis i 2. halvleg, men efterhånden løsnede spillet sig mere op, og FCN fik plads til flere afslutninger.

Det gav bonus med to scoringer mod kampens slutning. Andreas Olsen scorede til 2-0 på godt forarbejde af Nikolai Frederiksen. Det blev 3-0, da målmand Oliver Thorup startede en hurtig kontra med et præcist udspark til Oliver Angus, som spillede Nikolai Frederiksen fri til scoring.

– Vi viste et stærkt fysisk udtryk i en god kamp med et meget ungt hold. Vores spillere fik løbet mange kilometer, hvilket også blev dokumenteret bagefter vis GPS-systemet.

– AGF spillede modigt og gik højt op på banen, så vi blev tvunget tilbage og til mange dueller, men vi stod godt imod og skabte langt de fleste målchancer. Vi havde 12 afslutninger mod 4 til AGF, så der er ros til holdet for det. Men vi skal blive bedre til at holde kontrollen over spillet, siger U/17 cheftræner Kasper Kurland.

FCN U/17 er med sejren på en sikker andenplads i Ligaen og skal også spille ude mod AaB på lørdag kl. 15.15.