Første tur med U/21 landsholdet for Mads “Mini”

Kategorier

Foto: Rie Neuchs

På mandag sætter Danmarks U/21 landshold kurs mod Tyrkiet på den årlige vintertur med DBU, og hele fem spillere, en fjerdel af truppen, er fra FC Nordsjælland

DBU har droppet at lave samling for Ligalandsholdet i denne vinter, men januarturen for U/21 landsholdet er fastholdt med henblik på at få spillet et nyt hold sammen til de første EM-kvalifikationskampe, der starter i slutningen af marts.

Turen går igen til Belek i Tyrkiet, og landstræner Niels Frederiksen har valgt 20 spillere, kun fra danske klubber, til samlingen i Tyrkiet, der varer fra mandag 18. januar til onsdag 27. januar og inkluderer to testkampe undervejs.

DBU’s U/21 samling får i år også et ekstra perspektiv, fordi Danmark jo ved EM-slutrunden sidste sommer sikrede billet til OL i Rio i august, hvor Danmark skal deltage med et U/23 landshold. En del af spillerne på det nye U/21 landshold var også en del af det hold, der sikrede billet til OL og kan øjne en chance for at komme med til Brasilien.

De fem FCN-spillere, der har fået valg til den kommende uges samling i Tyrkiet er Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Emiliano Marcondes, Marcus Ingvartsen og Mads “Mini” Pedersen. For sidstnævnte er det første deltagelse i det selskab, så han glæder sig naturligvis ekstra meget.

Mads “Mini” Pedersen:

– Jeg forventer mig en lærerig tur. Det er første gang, jeg prøver at være med til en U/21 samling. Det er alle de bedste, der er samlet, og som én af de yngste regner jeg med at blive testet hårdt fysisk og mod noget mere  rutinerede spillere.

– For mig giver udtagelsen til turen et ekstra drive. Man ser, at det giver pote med det hårde arbejde i hverdagen. Det er dejligt.

Marcus Ingvartsen:

– Nu er det anden gang, jeg er med på U/21 landsholdets vintertur, og jeg ved, at vi kommer ned og får en masse træning med flere dobbeltpas, hvor der er tid til at få styr på de taktiske ting.

– Der er kun spillere med fra danske klubber denne gang, og der er en del nye spillere. Alle vil gerne med på det nye U/21 landshold, og nogle drømmer nok også om OL-deltagelse. Det er positivt, at vi er så mange fra FCN.

Emiliano Marcondes:

– Målet for mig er at blive fast mand på det nye U/21 landshold. Nu har jeg snart været med mange gange og også til samlingen før EM-slutrunden sidste sommer.

– Det er dejligt med så mange klubkammerater afsted, og de fleste af de  andre spillere, kender jeg også godt fra tidligere ungdomslandshold. OL er helt sikkert en drøm for mange. Det ville være helt vildt, hvis man fik chancen for at deltage i OL, men der bliver hård kamp om de pladser.

Pascal Gregor:

– Det er ikke så tit, vi er samlet i så lange perioder med U/21 landsholdet, så det gælder da om at vise sit værd både ved træningen og kampene i Tyrkiet.

– OL kan naturligvis også være en mulighed for nogle, og den mulighed tænker man selvfølgelig også over, hvis man gør det godt.

Andreas Maxsø:

– Vi er stadig i en opstart for det nye U/21 landshold og alle skal vise sig frem. Det drejer sig først og fremmest om at komme i ordentlig form.

– OL er ikke noget, jeg spekulerer på lige nu, og det vil under alle omstændigheder blive kampene i Superligaen, man skal vise sig frem i, hvis man skal have en chance for at komme med til OL

Når DBU samlingen er slut onsdag 27. januar vender FCN-spillerne hjem til Farum Park, men kun for en kort bemærkning, for torsdag 11. februar går turen nemlig retur til nøjagtigt samme sted, Belek i Tyrkiet, hvor FCN afholder sin træningslejr frem til 22. februar.