U/17 klar til at hæve overliggeren

Kategorier

U/17 træner Kasper Kurland: Herlig sejr og flotte mål.

Efterårets gode udvikling skal fortsættes med øgede krav til den næsten uændrede trup her i foråret

FC Nordsjælland kom som sølvvindere i sidste sæson for første gang nogensinde i medaljerækken i U/17 Ligaen, og igen i den nye sæson har de unge tigre bidt sig fast i toppen. Ved vinterpausen er FCN placeret på en sikker 2. plads med 28 point for 13 kampe i U/17 Ligaen.

Det er dog ikke så meget placering, der fokuseres på i arbejdet med U/17 truppen. Det handler meget mere om at fortsætte den gode udvikling for alle spillerne og holdet.

– Vi angriber foråret ved at hæve overliggeren i forhold til krav og udtryk både i det daglige arbejde med drengene og i kampene, lyder det fra cheftræner Kasper Kurland.

Truppen er allerede i fuld gang med træningen frem mod foråret første Ligakamp lørdag 5. marts i Aalborg mod AaB, og på fredag spilles første træningskamp i Farum Park både for U/16 og U/17, der begge møder IFK Norrköping.

– Vi regner med at forberede os herhjemme, men der arbejdes også med en træningstur for både U/16 og U/17. Der er kun få ændringer i truppen i forhold til efteråret, og vi kan derfor arbejde med stor kontinuitet og fortsætte arbejdet fra i efteråret.

– For vores trup gælder det i foråret om at gøre årgang 99 klar til at tage springet til U/19 og at forberede årgang 00 til at være så stærk en gruppe, at den kan være fundament for næste sæsons U/17 mandskab, siger Kasper Kurland.

I den første træningskamp på fredag må Kasper Kurland se bort fra fem spillere, der alle har fået valg til Danmarks U/16 og U/17 landshold, der er på tur til Tyrkiet fra i morgen 19. januar til mandag 25 januar. Det er målmand Hans Christian Bernat og Frederik Juul Christensen, der repræsenterer FCN på U/16 landsholdet, mens Magnus Wørts, Christian Jensen og Nicklas Jakobsen alle er med på U/17 landsholdet.

Udover træningskampene mod IFK Norrköping har U/17 truppen planlagt følgende træningsmodstandere: Hvidovre U/19, Frem U/19, Malmö FF U/17 og FCK U/16.