Hjulmand: Alle spillerne skal have kamptid

Kategorier

FC Nordsjælland spiller årets første træningskamp i Farum Park fredag kl. 14.00 mod Elfsborg, og cheftræner Kasper Hjulmand vil se principperne i FCN-spillet fungere.

Kasper Hjulmand er tilbage som cheftræner i FC Nordsjælland og Otto Addo er ny assistentræner, så der er ændret kraftigt i styringen af Superligaholdet til forårssæsonen men ikke i grundprincipperne for FCN-spillet.

Træningen har været i gang siden mandag 11. januar og fredagens træningskamp bliver den første under Kasper Hjulmands ledelse:

– Vi kommer til at stille ét hold i de første 45 minutter og et andet hold i de sidste 45, og vi kommer også til at bruge nogle U/19 spillere. Det er vigtigt, at alle spillerne kommer i kamp og får spilleminutter i benene.

– Og så handler det om, at vi får set de principper, vi arbejder med ved træningen, også fungerer i spillet. Principperne i FCN-spillet skal fungere uanset, hvem vi har på banen, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Han må se bort fra de fire FCN-spillere, der er med Danmarks U/21 landshold i Tyrkiet. Det er Andreas Maxsø, Pascal Gregor, Emiliano Marcondes og Mads “Mini” Pedersen. Også Marcus Ingvartsen skulle have været med DBU i Tyrkiet, men han døjer lidt med en overbelastningsskade og er blevet hjemme for at kunne docere træningen bedst muligt.

Stanislav Lobotka er med det slovakiske U/21 landshold og således heller ikke til rådighed ved første træningskamp, men til gengæld bliver der gensyn med Tobias Mikkelsen, som er tilbage i FCN-dresset, hjemkøbt fra Rosenborg. Der bliver også lejlighed til at se de nye ghanesiske spillere, der i øjeblikket deltager i træningen i FC Nordsjælland.

– Det er den første træningskamp, og dermed er det også det fysiske, vi lægger mest vægt på, men vi vil selvfølgelig også gerne vinde. Der er ingen store ændringer i stilen. Vi arbejder videre med udviklingen af holdet og spillet efter de kendte FCN-principper og glæder os bare til at spille kamp igen, siger Kasper Hjulmand.

Der er fri adgang til træningskampen i Farum Park og åbent i boderne under A-tribunen. Kan man ikke være til kampen, er det muligt at følge den livestreamet via FCN TV med link her på fcn.dk og de sociale medier.