Værd at vide før dagens kamp

Kategorier

Emre Mor kan få sin første Superligakamp på hjemmebane.

FC Nordsjælland spiller i dag Superligakamp kl. 16.00 i Farum Park mod Brøndby. Her er lidt statistiske vinkler på kampen.

VIDSTE DU AT…

…FCN og Brøndby har mødt hinanden 40 gange i Superligaen, og samlet set har FCN kun 6 sejre, 10 kampe er endt uafgjort og 24 gange har Brøndby vundet. 22 af kampene er spillet i Farum Park, og her har FCN 4 sejre, mens 7 kampe er endt uafgjort og 11 med sejr til Brøndby.

…for et år siden mødte FCN også Brøndby i den sidste hjemmekamp før vinterferien, og den kamp vandt FCN 2-0 på mål af Joshua John og Kasper Lorentzen.

…dagens dommer, 33-årige Jørgen Daubjerg Burchardt, er i gang med sin 2. sæson som Alka Superliga dommer. Han har i denne sæson kun dømt en kamp med FC Nordsjælland én gang. Det var i Hobro i 6. spillerunde, hvor FCN vandt 3-1.

…Patrick Mtiliga sidder udenfor med karantæne, og Joshua John er ude af spillet med en skade til dagens kamp. Brøndby har Johan Elmander og Rodolph Austin i karantæne.

…kun 19-årige Emre Mor fik debut på Superligaholdet i de sidste ti minutter i Randers. Emre Mor er topscorer i U/19 Ligaen og blev den 23. spiller, der kom i aktion på FC Nordsjællands Superligahold i denne sæson.

…den belgiske forsvarer Jonathan Vervoort kan få sin første optræden i Farum Park, hvis han kommer på banen mod Brøndby.

…gennemsnitsalderen i FC Nordsjællands Superligatrup er på kun 22,8 år, og dermed har FCN den 6. yngste trup af alle klubber i den bedste række i hele Europa. FCN-holdet mod Brøndby bliver også med en ekstremt lav gennemsnitsalder.

…FCN har fået udtaget fire spillere til U/21 landsholdets træningstur til Tyrkiet i slutningen af januar. Det er Marcus Ingvartsen, Emiliano Marcondes, Pascal Gregor og Andreas Maxsø. Dermed er FCN den klub med flest spillere i U/21 landsholdstruppen.