U-holdene tog 6 point med hjem fra Randers

Kategorier

U/17 træner Kasper Kurland: Herlig sejr og flotte mål.

U/19 vandt med 3-2 og holder vinterpause som nr. 1 og ubesejret, mens U/17 med en 2-0 sejr i Randers overvintrer på 2. pladsen i Ligaen

U/19 Liga: Randers-FCN 2-3 (2-3)
Mål: 1. minut 1-0. 3. minut 1-1 Jacob Johansson. 10. minut 1-2 Mathias Jensen. 21. minut 1-3 Benjamin Lund. 32. minut 2-3.

Det var ikke kun vejret, der stod på storm fra start. Randers havde samme recept og scorede allerede efter 44 sekunder til 1-0. Efter et boldtab på FC Nordsjællands midte spillede kronjyderne prompte i dybden til en hurtig angriber, og så var takten slået an til en målrig 1. halvleg.

Heldigvis var FCN hurtig til at svare igen, og allerede efter tre minutter var der igen balance i regnskabet på et godt gennemspillet angreb, hvor Mathias Jensen fandt Benjamin Lund med en dyb stikning, og Lunds indlæg sparkede Jacob Johansson i kassen i det lange hjørne.

Så var FCN for alvor tændt at satte sig på spillet og kampen. Mathias Jensen scorede til 2-1 og Benjamin Lund til 3-1 direkte på frispark, inden Randers efter godt en halv time bragte sig tilbage i kampen med en reducering til 2-3.

FC Nordsjælland leverede trods føringen en noget ustabil 1. halvleg, men nogle fejl blev rettet i pausen, og der kom bedre kontrol på 2. halvleg, selv om den forblev målløs, så der var spænding om sejren frem til sidste fløjt FCN var dog tættere på en større sejr end Randers var på udligning.

– Efterårets sidste kamp levede ikke op til holdets vanlige standard, når man kigger på præstationen og udtrykket, men heldigvis var resultatet en sejr, så vi kan gå på vinterpause som ubesejret. Og efter en kort pause går vi straks i januar i gang med forberedelserne til at forsvare positionen i toppen til foråret, siger cheftræner Morten Karlsen.

U/17 Liga: Randers-FCN 0-2 (0-1)
Mål: 5. minut 0-1 Nicklas Jakobsen. 70. minut 0-2 Mathias Jørgensen.

FC Nordsjællands U/17 mandskab sejrede 2-0 i Randers og ligger dermed på en sikker 2. plads med 28 point for 13 kampe i efterårssæsonen. En glimrende pointhøst og mange flotte præstationer undervejs.

Kursen mod sejren i Randers satte FCN allerede efter fem minutters spil på mål af Nicklas Jakobsen med assist fra Mads Højlund, der stadig kun er U/15 spiller. Målet var resultat af en rigtig god periode med fint pasningsspil.

Desværre fortsatte det gode spil ikke. Vejret var en stor udfordring med en voldsom blæst og konstant regn, og det spolerede det polerede spil på en svær bane.

På de vilkår blev det en uskøn kamp, men de unge tigre fastholdt organisationen, og sikrede sejren med endnu en scoring ti minutter før tid, da Mikkel Damsgaard snuppede bolden efter kikset opspil fra Randers-keeperen og spillede Mathias Jørgensen fri til 2-0 scoringen.