Store oplevelser for U/13 i England

Kategorier

FCN/Farum Boldklubs U/13 elitehold var i sidste uge på tur til Manchester, hvor de unge spillere fik en unik oplevelse både på og udenfor fodboldbanen

I søndags vendte en flok glade drenge og ledere retur fra en uges ophold i Manchester efter tre fodboldkampe med matchning af tårnhøj klasse og en masse andre store oplevelser i bagagen.

I den hjemlige turnering i Danmark er FCN/Farum Boldklub gået gennem efteråret som ubesejret vinder, men de tre kampe mod toppen af engelsk ungdomsfodbold gav en helt anderledes udfordring. Drengene var indkvarteret på et Akademi i Manchester og startede med en kamp mod Manchester Citys U/13 hold.

Det blev en voldsom udfordring, hvor FCN/Farum Boldklub efter en god start og føring på 1-0 fortjent måtte se sig slået 3-1 af det stærke City-hold. I den næste kamp var Farum-drengene i Liverpool, hvor de havde det meget svært i starten af kampen og var bagud 0-4, før de svarede igen på imponerende vis til slutresultatet 3-4. FCN/Farum Boldklub sluttede det sportslige af med uafgjort 1-1 mod Accrington.

– Vi blev matchet på langt højere plan i de tre kampe, end vi er vant til i vores hjemlige turnering, og det var godt for drengene at prøve at møde så stærk modstand og også modgang. De viste, at de kan stå imod meget og lærte hurtigt at give igen.

– Manchester City var uhyggeligt god, men Liverpool kunne vi godt have vundet over på en god dag, og den sidste kamp mod Accrington  burde vi have vundet. Men det vigtige er alt det, vi har lært og kan tage med os hjem, siger Thor Herdal, der sammen med Alexander Riget og Rasmus Christoffersen ledede turen.

Mellem fodboldkampene fik drengene også nogle oplevelser, de aldrig glemmer. En rundvisning på Manchester Citys ungdomsakademi var vildt imponerende, og besøget på Manchester Uniteds legendariske hjemmebane Old Trafford vil også stå prentet som noget ganske særligt.

Drengene var også inviteret til Premier League fodbold på Etihad Stadium, hvor de så Manchester City mod Southampton og mærkede den fantastiske stemning til engelsk topfodbold.

– Rundvisningen på Old Trafford gav en masse fodboldhistorie og indblik i traditioner, og Manchester Citys ungdomsakademi var helt vildt. De er langt forud med talentudvikling og ofrer bare så mange penge på det. Manchester City tager udvalgte drenge ind i 4 til 6 års alderen, og vi så et U/7 hold gå på banen til kamp skolet og i det fineste City-dress, fortæller Thor Herdal.

Klik HER og se målene fra kampen mod Liverpool og herunder er et galleri af billeder fra turen: