Mads ‘Mini’ Pedersen udtaget til U/21

Kategorier

Mads 'Mini' Pedersen er tilbage efter en længere skadespause.

Foto: Rie Neuchs

Fra den 18.-27. januar 2016 tager U21-landsholdet til Tyrkiet på træningslejr. Niels Frederiksen udtog i sidste uge 18 spillere, som skal med på træningsturen. Her skal de møde Ukraine og Wolfsburgs U23-hold i to træningskampe.

Men i udtagelsen stod der også at truppen ville blive suppleret af to yderligere spillere, og her kan FC Nordsjælland glæde sig over at Mads ‘Mini’ Pedersen bliver udtaget som den ene af de to spillere.

Venstrebacken spillede sin første kamp fra start i søndagens opgør mod Brøndby, og her spillede den 19-årige FCN-spiller en god kamp, hvor han med sin speed fik vist nogle stærke offensive aktioner. Det samme så U/21-landstræner Niels Frederiksen, som også var på tribunen.

Med udtagelsen af Mads ‘Mini’ Pedersen er FC Nordsjælland oppe på hele 5 spillere, som er udtaget til U/21-truppens tur. Andreas Maxsø, Pascal Gregor, Emiliano Marcondes, Marcus Ingvartsen og nu altså Mads ‘Mini’ Pedersen.

Den anden spiller, som er blevet udtaget i dag er AaB’s Oliver Abildgaard.