Emre Mor: Jeg skal vise niveau til Superligaen

Kategorier

18-årige Emre Mor har netop forlænget sin kontrakt med FCN tre et halvt år frem, og han blev før dagens træning fejret af holdkammerater og resten af klubben.

Emre Mor kom til FC Nordsjælland ved årets start og er topscorer i U/19 Ligaen, hvor han har haft Morten Karlsen som cheftræner. Fra januar rykkes Emre Mor fast op i Superligatruppen. Han fik debut på Superligaholdet i udekampen mod Randers og spillede sin første kamp fra start hjemme mod Brøndby i går:

Det er gået stærkt, og Emre Mor siger:

– Det er U/19, der har gjort, at jeg er her nu. Jeg kunne jo ikke gøre det alene. Jeg skal træne godt og vise, at jeg også har niveau oppe i Superligaen. Det ved jeg, at jeg har, og så skal jeg arbejde på de ting, jeg er mindre god til.

– Da jeg kom til klubben for et år siden, havde jeg mange snakke med Morten Karlsen om attitude, og han har været med til at hjælpe mig rigtig meget. Jeg er blevet meget bedre som fodboldspiller, og det er også klubbens skyld, siger Emre Mor.

U/19 træner Morten Karlsen siger:

– Han har et lavt tyngdepunkt og en vanvittig fart med bolden. Og han har evner til hele tiden at glide af på de tacklinger, der kommer. Når han er i spillehumør gør han en kæmpe forskel.