Den rå kraft vandt over teknisk snilde

Kategorier

Martin Vingaard i duel med Daniel Agger.

Foto: Boesenfoto.dk

FC Nordsjælland var det klart bedste fodboldhold og præsterede i perioder virkelig flot, men Brøndby spillede klogt og vandt 2-0 på sin fysiske styrke og en god portion held

Igen slap Brøndby fra Farum Park med en 2-0 sejr, som Vestegnens hold slet ikke havde fortjent. Men ligesom sidst havde FCN ikke dommertække og gav modstanderne et let mål. Derfor fik tigrene slet ikke det fortjente udbytte af en gennemgående flot præstation.

FCN startede som lyn og torden og kunne sagtens have været foran med et par mål efter et kvarters spil, hvor Brøndby-forsvaret blev revet rundt af lynhurtige og driblestærke FCN-spillere. Især den kun 18-årige Emre Mor, der var i startopstillingen for første gang, var sprudlende og kørte rundt om Durmisi gang på gang.

Emre Mor viste sin målfarlighed efter fem minutter, hvor han med bolden strøg forbi fem mand og skød lige over mål. Og lidt efter ramte Martin Vingaard indersiden af stolpen med et pragtskud, der havde fortjent en bedre skæbne. Heldet var igen med Brøndby i det 13. minut, hvor Emiliano ramte overliggeren, og på riposten fik Brøndby lige akkurat blokeret skuddet fra Gudi Thórorinsson.

Et forskrækket Brøndby-mandskab trak sig mere tilbage for at stå kompakt og leve på kontra. Herefter blev kampen mere lige, og så slog Brøndby til på sin første mulighed ved et hjørnespark i det 32. minut. I det tætpakkede felt rev Daniel Agger sig op over Andreas Maxsø og dirigerede bolden i kassen til 1-0.

Og fem minutter før pausen blev det stik mod spil og chancer 2-0 til Brøndby, da Brøndby straffede et boldtab med to hurtige afleveringer og et præcist skud af “klappeministeren” Ronnie Schwartz. Det var en slem dukkert for FCN efter en ellers fornemt spillet 1. halvleg.

Heldigvis lod FCN sig ikke slå ud af modgangen og genvandt styringen af kampen straks efter pausen. Emre Mor forsøgte sig med et lumsk skud, og fem minutter efter pausen tilspillede FCN sig en stor chance ved Mads “Mini” Pedersen. “Mini” var for første gang med fra start og gjorde det virkelig godt som venstre back i fravær af karantæneramte Patrick Mtiliga. Desværre fik Agger blokeret skuddet fra “Mini” lige foran målstregen.

Kort efter følte FCN sig snydt for et straffespark, da en Brøndby-forsvarer reddede en prekær situation med armen, men det blev ikke dømt. Midt i 2. halvleg kom så den scoring, FCN så intenst jagtede. Marcus Ingvartsen tog flot bolden ned og hamrede på kassen. Keeper Rønnow halvklarede, og riposten sparkede Martin Vingaard i kassen.

Men linjevogteren vinkede for offside, og så blev målet annulleret, selv om  TV-billederne klart viste, at Vingaard slet ikke var offside i skudøjeblikket. Det er helt vildt, så mange afgørende dommerkendelser, der er gået FCN imod i dette efterår.

Det annullerede mål hjalp Brøndby til at køre sejren sikkert hjem, selv om FCN lige til det allersidste søgte sine muligheder, og indskiftede Bruninho heller intet fik, da han blev væltet omkuld i feltet. Facit blev en sejr til fodboldens rå kraft over den tekniske snilde og ungdommelige gå på mod, som FCN udstråler.

Kampens gang minut for minut:

Se HER

Lagde du mærke til:

…at FCN stillede med et ekstremt ungt hold mod Brøndby. Gennemsnitsalderen i startopstillingen var på kun 22 år og 144 dage.

…at både Emre Mor og Mads “Mini” Pedersen fik deres første Superligakamp i startopstillingen og i Farum Park.

Hørt på spillergangen:

Martin Vingaard var anfører i fravær af karantæneramte Mtiliga, og han var meget skuffet over det annullerede mål:

– Det er den samme sang hver gang, og det har forfulgt os hele efteråret. Denne gang var det så linjevogteren, der vurderede fejl. Det er så frustrerende, at vi nu har haft så mange kampafgørende kendelser mod os i hele denne sæson.

– I dag gør det jo en kæmpe forskel, om der står 0-2 eller 1-2, når vi skal jagte chancen til sidst. Men så sidder vi altså her igen og må bare konstatere, at det er sygt, det fortsætter.

– Det, der talte for os i dag, var at få point, og det fik vi ikke. Havde vi bare haft lidt mere medgang i starten af kampen, havde det set anderledes ud, men vi scorede ikke i vores gode periode, og det skal man jo for at vinde fodboldkampe, siger Martin Vingaard.

Statistisk set:

Boldbesiddelse:
FCN: 50% – Brøndby: 50%
Skud:
FCN: 11 – Brøndby: 10
Skud på mål:
FCN: 4  – Brøndby: 7
Hjørnespark:
FCN: 4  – Brøndby: 7

Matchfacts

HER