Bajram Fetai til fodbold i Farum Midtpunkt

Kategorier

Bajram Fetai fortæller om sin karriere til deltagerne i Farum Midtpunkts fodboldprojekt.

Den tidligere FCN-spiller besøgte lørdag Bybækhallen og spredte fodboldglæde til mange lokale unge mennesker

Hver lørdag samles unge drenge og mænd fra Farum Midtpunkt i Bybækhallen for at hygge sig med indendørs fodbold, og da der i lørdags var sæsonafslutning, var der besøg af den tidligere FCN-spiller Bajram Fetai, der nu spiller i FC Roskilde.

Der var arrangeret en lille turnering som sæsonafslutning, og Bajram Fetai fungerede som dommer under turneringen og fortalte bagefter om sin egen fodboldkarriere, hvor han i perioden fra 2007 til 2010 var en profil hos FC Nordsjælland og scorede 29 mål i sine 131 kampe. Bl. a. scorede han i FC Nordsjællands første pokaltriumf med sejr  over FC Midtjylland i pokalfinalen i 2010.

FC Nordsjælland har hele efteråret støttet fodboldprojektet i Farum Midtpunkt og var også med ved sommerens indvielse af den udendørs kunstgræsbane, hvor de mange unge også spiller bold hele året. FCN var således også med i Bybækhallen i lørdags med trøjer til udddeling.

FCN vil løbende besøge fodboldprojektet i Farum Midtpunkt, hvor alle “trænere” er frivillige. Projektet ledes af Fritidsvejleder Karsten Rasmussen, og alle kan møde op til de ugentlige turneringer. Man skal ikke melde sig til på forhånd. Typisk deltager 50-60 unge mennesker fra Farum Midtpunkt i samlingerne.

Samarbejde betyder også, at mange af deltagerne kommer i Farum Park og får gode fodboldoplevelser ved kampene i Superligaen.

Besøget af Bajram Fetai var populært, og også fremover vil det tæt samarbejde mellem fodboldprojektet i Farum Midtpunkt og FCN blive prioriteret højt.

Se lidt billeder fra Bajram Fetais besøg her: