U/19 holder fast i toppen

Kategorier

Lucan Haren, som her på billede træner med Superliga-holdet, scorede til 2-0 mod Lyngby

FCN U/19 vandt 4-1 i Lyngby og er fortsat ubesejret, mens U/17 fik brudt sin lange sejrsstime i Lyngby.

U/19 Liga: Lyngby-FCN 1-4 (0-2)
Mål: 11. minut 0-1 Mathias Jensen. 32. minut 0-2 Lucas Haren. 70. minut 0-3 Emre Mor. 79. minut 1-3. 90. minut 1-4 Adnan Mohammad

FC Nordsjællands U/19 mandskab spillede en flot kamp i Lyngby og vandt fortjent 4-1. Dermed er de unge tigre fortsat ubesejret i U/19 Ligaen og holder fast i toppen, hvor der er meget tæt kamp mellem fire klubber, Silkeborg, FCM, Esbjerg og FCN.

Mathias Jensen gav FC Nordsjælland en god start med scoring allerede efter godt ti minutters spil, og i en 1. halvleg, hvor FCN styrede begivenhederne fint, kunne Lucas Haren øge til 2-0 efter en halv time.

Også i 2. halvleg fastholdt FCN kontrollen over kampen, som fandt sin definitive afgørelse tyve minutter før tid, da Emre Mor scorede til 3-0 mod sin tidligere klub. Lyngby fik reduceret, inden Adnan Mohammad i tillægstiden satte trumf på til 4-1.

– Jeg synes, vi leverede en rigtig god præstation hele vejen igennem. Vi skabte en del flere chancer, end vi fik scoret på, og vi gav ikke mange chancer væk. Vi var tydelige i vores indgang til kampen og vandt den på vores måde at spille fodbold på, lyder det fra cheftræner Morten Karlsen.

Se alle målene HER

FCN U/19 spiller næste kamp hjemme i Farum Park fredag aften kl. 19.00 mod FCK.

U/17 Liga: Lyngby-FCN 2-1 (0-1)
Målscorer for FCN: Niklas Kristiansen.

Efter en fornem sejrsstime på seks kampe i træk gik den ikke længere for FC Nordsjællands U/17 mandskab. FCN var på vej mod en ny sejr ved pausen i udekampen mod Lyngby, men i 2. halvleg vendte Lyngby billedet og sejrede 2-1.

Det var Niklas Kristiansen, der bragte FCN i front i 1. halvleg, men i 2. halvleg fik Lyngby først udlignet efter et hjørnespark, og da Magnus Wørts måtte forlade banen efter sit andet gule kort, steg presset på FCN. Det lykkedes mod slutningen Lyngby at score sejrsmålet til 2-1.

– Vi spillede ikke nogen god kamp og havde ikke nok kvalitet teknisk og i beslutningerne, især på deres banehalvdel var det galt, konstaterer cheftræner Kasper Kurland.

FCN er med seks sejre i otte kampe dog stadig med helt fremme i toppen af U/17 Ligaen og spiller næste kamp på lørdag kl. 13 ude mod Brøndby.