Pragtmål af Ingvartsen for U/21 landsholdet

Kategorier

Marcus Ingvartsen, Andreas Maxsø og Pascal Gregor i hovedroller på U/21 landsholdet.

Fremtidens danske landshold fastholdt kursen mod U/21 EM-slutrunden med en sejr på 2-0 over Armenien med tre FCN-spillere i hovedroller

Kort før Danmarks A-landshold fejlede mod Sverige i forsøget på at komme til EM-slutrunden, tog U/21 landsholdet i Aalborg endnu et skridt i den rigtige retning med en sejr på 2-0 over Armenien.

Dermed fulgte fremtidens danske landshold godt op på 3-0 sejren i Rumænien i fredags, og Danmark er nu med i toppen af EM-kvalifikationsgruppen med 10 point for fire kampe og en målscore på 6-0. Altså ikke et eneste mål scoret mod danskerne i de fire første kampe.

Danmark indledte med 0-0 mod Wales og har herefter slået Bulgarien, Rumænien og Armenien. Wales topper gruppen med 11 point efter 1-1 mod Rumænien i går, men Danmark har spillet en kamp færre end waliserne.

I 2-0 sejren over Armenien var både Pascal Gregor og Andreas Maxsø med i hele kampen, mens Marcus Ingvartsen kom på banen i den sidste halve time og scorede et pragtmål på hovedstød til 2-0 knap 10 minutter før tid. Det var den kun 19-årige Marcus Ingvartsens første træffer for U/21 landsholdet:

– Det var dejligt at komme ind og hjælpe holdet med det mål, der gav lidt mere ro på spillet i slutfasen. Det var en vigtig scoring både for holdet og for mig selv.

– Nu fik jeg også vist, at jeg kan lave mål på U/21 landsholdet, og det betyder selvfølgelig noget. Med sejren ligger vi rigtig fint i gruppen, så det ser godt ud, siger Marcus Ingvartsen.

Andreas Maxsø spillede igen på midtbanen, mens Pascal Gregor var sikkerheden selv i centerforsvaret sammen med Patrick Banggaard fra FC Midtjylland:

– Det var dejligt at holde nullet igen, og jeg er også glad for, at jeg fik fuld spilletid både i Rumænien og i går. Vores defensiv fungerede godt, og de fik nærmest ingen scoringschancer, siger Pascal Gregor, der viste stor autoritet i alle sine indgreb.

Nicklas Mouritsen var også med i truppen til kampen mod Armenien, men han kom ikke på banen. Alle fire FCN-spillere fra Danmarks U/21 landshold er tilbage i Farum Park ved dagens træning frem mod lørdagens vigtige hjemmekamp i Alka Superligaen mod SønderjyskE.

Det samme er Stanislav Lobotka, der har været hjemme i Slovakiet for at spille U/21 landskamp mod Holland. Og også Lobotka er retur med en triumf i bagagen. Slovakiet vandt nemlig 4-2 over Holland efter at have været bagud med 0-2 ved pausen. En imponerende bedrift af Slovakiet og Stanislav Lobotka, der spillede hele kampen.