John: Vil gerne vise, jeg er på vej igen

Kategorier

Joshua John kan spille sin kamp nr. 100 mod Hobro på lørdag, og efter en skadespause fik han i sidste hjemmekamp scoret sit første mål i denne sæson

– Det var dejligt at få scoret mod AaB. Og så endda med venstrebenet helt oppe i hjørnet. Det er ikke så tit, jeg skyder med venstre, men jeg er begyndt at træne venstrebenet mere til skud nu.

– Det har ikke været min bedste sæson, og jeg har haft problemer med en skade. Efter at være kommet tilbage fra skaden, vil jeg gerne vise, at jeg er på vej igen. Jeg håber at kunne komme ind og bidrage med noget mere til holdet, siger Joshua John.

Han kom til FC Nordsjælland på lejebasis fra FC Twente i august 2012, og året efter blev Joshua John købt fri fra den hollandske klub. Det er blevet til 99 kampe med tigeren på brystet, og Joshua John kan altså spille sin kamp nr. 100, hvis han kommer på banen for FCN i Hobro på lørdag.

I de 99 kampe er Joshua John noteret for i alt 26 mål og 20 assist. Den fodrappe hollænder har således været med i en FCN-scoring i næsten hver anden kamp, han har deltaget i.

– Det lyder som en helt fin statistik, synes jeg. Det er rart at se, at man har været med i et mål i ca. hver anden kamp. Det er jo en angribers opgave, så jeg er da glad for at bidrage til så mange mål som muligt.

– Men som angriber ved man også godt, at der kommer perioder, hvor det ikke rigtigt vil lykkes at score mål eller lave oplæg. Jeg vil gerne lave mange flere for klubbens og fansenes skyld, siger Joshua John.

24 af Joshua Johns mål er scoret i Superligaen, men det er scoringen i Champions League, den lynhurtige hollænder er mest stolt af:

– Det mål, der står højest for mig, er scoringen mod Chelsea i Champions League. Det var ikke målet i sig selv, der var så specielt. Det var rammerne. Bare det at score på Stamford Bridge vil altid være vildt stort.

– Fra Superligaen er det et mål mod AGF i foråret 2013, jeg husker bedst. Det var i min første sæson, og jeg tror, vi vandt 4-2. Jeg driblede forbi et par spillere og knaldede bolden helt op i krogen.

– Og så mindes jeg selvfølgelig også gerne min debutkamp i Farum Park, hvor jeg lavede fire mål på en halv time mod Silkeborg. Det var en fantastisk start at få. Jeg var ikke hentet til som decideret målscorer, men pludselig skete det.

– Jeg sparkede alt ind den dag, og det gav mig en selvtillid, som jeg havde gavn af hele sæsonen. Som ny mand er det vigtigt med tiltro fra resten af truppen, og den tillid mærkede jeg tydeligt efter den kamp, siger Joshua John

Joshua Johns 26 mål og 20 assist i fire sæsoner:

Turnering                        kampe           mål               assist
Superligaen                       89                 24                  18
Champions League            6                    1                    1
DBU Pokalen                      4                    1                    1
I alt                                     99                  26                 20