Fuld fart på Karlsson igen

Kategorier

Efter en skadespause på to måneder deltager David Moberg Karlsson nu fuldt ud i træningen og er klar til kamp.

Endelig er der igen lys for enden af tunnelen for den 21-årige svenske angriber, der har været sat ud af spillet siden kampen mod Brøndby den 30. august. En muskelskade i baglåret kom til at tage meget længere tid end beregnet på grund af noget arvæv, der blev ved med at drille.

Men i de sidste par uger er det gået stærkt fremad, og i denne uge har David Moberg Karlsson trænet 100% med:

– Det er dejligt endeligt at være med i træningen igen. De sidste fire fem dage har jeg følt, at jeg kan det hele uden at mærke nogen som helst til skaden. Jeg er klar til at spille kamp. Selvfølgelig ikke 90 minutter, men jeg håber snart igen at være med i truppen til kamp, siger David Moberg Karlsson, mens han puster ud efter dagens træning.

– Det har føltes som meget lang tid udenfor. I første omgang troede vi, at jeg ville være klar på tre fire uger, men jeg blev ved med at mærke smerter. Det var som om, det ikke var helet ordentligt, og det prægede mig mentalt. Men så fik jeg nogle nye behandlinger mod det arvæv, der drillede, og det har altså klaret problemet.

– To måneder udenfor føles som meget lang tid væk fra holdet, for man vil jo hellere være på banen end i styrkerummet. Det er derfor jeg er fodboldspiller og ikke bodybuilder, og nu nyder jeg endnu mere, at jeg kan spille med og måske nå at komme i kamptræning inden julepausen, siger David Moberg Karlsson.

Chef fysioterapeut Jacob Penalder siger:

– Det blev et længere forløb end forventet, fordi der dannede sig noget arvæv yderst i musklen, og det er det, vi har måttet arbejde væk. Men nu er David Moberg igen 100% klar og træner helt igennem, så han også kan være i betragtning til truppen.

David Moberg Karlsson spillede med i sæsonens første syv kampe, og forhåbentlig genfinder han den målform, han viste i foråret med scoring i fire kampe i træk.