FCN U/17 tabte topkampen

Kategorier

Hjemme i Farum Park måtte FCN se sig slået 0-3 af FCK i U/17 Ligaen

U/17 Liga: FCN-FCK 0-3 (0-2)
Mål: 3. minut 0-1. 25. minut 0-2. 50. minut 0-3.

FC Nordsjællands U/17 mandskab fik en meget skidt start på lørdagens topkamp hjemme mod FCK. Det lykkedes nemlig gæsterne at udnytte en indkastsituation til en alt for let scoring allerede i det 3. minut. Målet lagde en dæmper på FCN-spillet, der blev lidt nervøst, og det normalt så solide bagspil fungerede ikke optimalt.

Alligevel var FCN meget tæt på udligning et par gange, bl. a. med et skud på stolpen, inden det fysisk stærkere FCK-hold pludselig slog til igen i den anden ende af banen til 2-0. Det var også stillingen ved pausen, selv om FC Nordsjælland forsøgte at svare igen og havde overvægt i spillet.

FCN var tæt på reducering kort efter pausen, men en helt fri Niklas Kristiansen skød lige på keeperen. Og så viste FCK igen sin effektivitet med en scoring til 3-0 efter hårdt genpres ved et hjørnespark. I det hele taget var det effektiviteten, der var den store forskel på de to hold.

FCN havde flere store chancer for at komme tilbage i kampen, men afslutningerne var simpelthen for svage. Fint og opfindsomt opspil skabte tre store målchancer men altså ingen udbytte på måltavlen, og sejren til FCK var på den baggrund i orden.

FC Nordsjælland er stadig fint med fremme i U/17 ligaen med 19 point for 10 kampe, og der er nu tre kampe tilbage inden juleferien. Både FCN U/17 og U/19 skal på lørdag en tur til Århus for at spille mod AGF.