Både U/19 og U/17 sejrede fortjent

Kategorier

Victor Nelsson spillede 1. halvleg af U/18 landskampen i går.

FCN vandt 3-0 hjemme over OB i U/19 Ligaen, mens FCN U/17 besejrede OB med 3-2

U/19 Ligaen: FCN-OB 3-0 (0-0)
Mål: 67. minut 1-0 Jacob Johansson. 90. minut 2-0 Andreas Skovgaard (straffe). 94. minut 3-0 Victor Nelsson.

FC Nordsjælland er fortsat ubesejret og fører U/19 Ligaen med 26 point for 10 kampe efter lørdagens sejr på 3-0 over OB i Farum Park. Det var også en helt fortjent sejr, selv om de retvisende cifre først blev sikret i de allersidste minutter, hvor den kompakte OB-defensiv endelig krakelerede totalt.

FCN satte sig på spillet straks fra start, mens fynboerne udelukkende levede på meget sporadiske kontraangreb. Tigrene tilspillede sig også tre fire oplagte scoringschancer men savnede lige den sidste skarphed foran det fynske mål.

Tættest på den fortjente pauseføring var FCN, da Victor Nelsson sled sig igennem og fik skubbet bolden videre til en helt fri Martin Freese, der desværre skød over mål fra nært hold.

Starten af 2. halvleg formede sig på nogenlunde samme måde, men midt i halvlegen lykkedes det endelig for FCN at få hul på bylden. Martin Freese kom til baglinjen i højre side og på hans præcise indlæg, scorede Jacob Johansson til 1-0 i samarbejde med glidende OB-forsvarere.

Det tvang mod slutningen af kampen OB til at komme længere frem og satse på udligning, og så faldt straffen prompte. I sidste ordinære spilleminut lavede fynboerne straffe mod Daniel Skov, og anfører Andreas Skovgaard scorede sikkert fra 11 meter pletten. Og kort før slutfløjtet øgede Victor Nelsson til 3-0 på oplæg fra Viktor Tranberg.

Cheftræner Morten Karlsen kunne glæde sig over den fjerde sejr i træk:

– Det var svære betingelser i dag mod så kompakt et OB-hold. De pakkede sig meget, men vi blev ved med at presse på og slide for det, og jeg synes, sejren var yderst fortjent. Og at cifrene til sidst kom til at afspejle kampen fint.

– Nu glæder vi os over sejren og gør klar til efterårets sidste kamp i Randers på lørdag, hvor alle kræfter skal brændes af, så vi kan gå på juleferie med den bedst mulige position til et spændende forår, siger Morten Karlsen.

Se målene fra U/19 kampen HER.

U/17 Ligaen: FCN-OB 3-2 (2-1)
Mål: 2. minut 1-0 Christian Jensen. 18. minut 2-0 Karim El-Haddouch. 32. minut 2-1. 57. minut 3-1 Christian Jensen. 75. minut 3-2.

FCN fik en flyvende start med scoring til 1-0 allerede efter to minutters spil. Christian Jensen udnyttede en super stikning fra Andreas Olsen som afslutning på et mønsterangreb med vildt mange præcise pasninger undervejs.

Tigrene fortsatte af samme spor, og efter knap tyve minutters spil kunne Karim El-Haddouch udnytte et oplæg fra Christian Jensen til 2-0 scoringen.

Herefter var det som om, FCN gik lidt ned i tempo. Og da spillet blev langsommere, kunne det defensivt indstillede OB-mandskab bedre få fat i bolden til omstillingsmuligheder. Det udnyttede de gæstende fynboer til en 1-2 reducering i en situation, hvor tigrene sjuskede med boldomgangen.

Fra 2. halvlegs start kom FCN igen ud med det nødvendige tempo i spillet og skabe mange chancer. Christian Jensen udnyttede én af dem til 3-1, men da det ikke lykkedes FCN at score yderligere, kom der alligevel lidt spænding tilbage i kampens slutning. Det lykkedes nemlig OB at reducere til 2-3 med fem minutter igen i en situation, hvor tigrene var skidt organiseret.

– Vores sejr var helt fortjent, selv om vi i perioder af kampen manglede mod og kvalitet nok i spillet. Når vi holdt tempo i spillet, var det fint, og det skal vi arbejde videre med, siger U/17 cheftræner Kasper Kurland.

U/17 slutter ligesom U/19 efteråret af med udekamp i Randers på lørdag.

Se alle U/17 målene HER