Ólafur: Det positive overskygger det negative

Kategorier

Alle hold i Alka Superligaen har nu mødt hinanden én gang, og FC Nordsjællands cheftræner Ólafur Kristjánsson kan gøre status på sæsonens første 11 kampe

Der er landskamppause i Alka Superligaen, og FC Nordsjælland har en hel stribe spillere afsted i landsholdstjeneste for både Danmark, Island og Slovakiet. Og den resterende del af FCN-truppen får efter dagens træning fire sammenhængende fridage, så spillerne kan møde op igen på mandag med friske kræfter til forberedelse af næste opgave ude mod AGF søndag 18. oktober.

Ólafur Kristjánsson er i gang med sin anden sæson som cheftræner i FCN, og mens hans debutsæson gav en forrygende start med 20 point for de første 11 kampe, startede denne sæson noget mere trægt. Men FCN kom stærkt igen i slutningen af august og hele september, så holdet nu er placeret midt i Superligaen med 16 point for de første 11 kampe.

– Det er ikke helt det pointantal, vi havde satset på. Jeg havde håbet på 18 point på nuværende tidspunkt, men det må vi så indhente i de resterende kampe frem til vinterpausen. Sidste år sluttede vi efteråret med 25 point for 17 kampe, og det har vi gode muligheder for at nå igen.

– Når jeg skal evaluere på de første 11 kampe må status være, at det positive overskygger det negative. Og det konkluderer jeg ud fra den betragtning, at nogle af de negative ting er nemme at reparere på. Det var især i de første kampe en stribe af personlige fejl, og det fik vi rettet.

– At  de fejl så kom igen i den grad i den sidste kamp mod OB, viser bare, at man skal være 100% fokuseret i alle kampe og være skarp, ellers kommer børnefejlene let tilbage. Jeg vil ikke forklare kikset mod OB med, at vi har et ungt hold, for vi skal kunne undgå de fejl.

– Det positive er, at efter at vi fik rettet de personlige fejl fra de første kampe, kom forsvarsdelen til at fungere bedre og bedre fra kamp til kamp. Vi har kun lukket ét mål ind efter standardsituationer, og tendenserne i spillet har været positive, konstaterer Ólafur Kristjánsson.

– Jeg synes, spillet med bolden er blevet bedre, og vi er farligere i vores angrebsspil. Og det er ikke bare på grund af Bruninho. Det er kombinationerne, der flyder bedre. Selv mod OB fik vi lavet mange rigtige offensive kombinationer, der skabte muligheder. De pakkede Bruninho godt ind i den kamp, men så opstod der andre muligheder.

– Nu skal vi arbejde på at få det hele kædet endnu bedre sammen, og straks komme tilbage til den stabilitet, vi viste i september. Vi har hentet ti point på udebane, og det er rigtig flot, men vi kan ikke være bekendt, at det kun er blevet til to sejre ud af seks kampe på hjemmebane.

– Vi skal efter landskamppausen forbedre os væsentligt i Farum Park. Alle vil så gerne give hjemmepublikum den bedst mulige oplevelse, og så kikser det igen og igen. Det skal der rettes op på, for Farum Park skal igen være vores bastion, lover Ólafur Kristjánsson.

FCN starter efter landskamppausen i Århus mod AGF, og næste chance for at give publikum i Farum Park en sejr kommer søndag 25. oktober kl. 13.30, når AaB kommer på besøg. Du kan allerede nu købe billet til den kamp HER.