Ólafur: Alle skal tænke på kollektivet

Kategorier

Ólafur Kristánsson aktiv på sidelinjen.

– Det er åbenlyst, at vi har hentet de gode resultater, når holdet har stået sammen som et kollektiv, og det er også det fokus, vi skal have i Esbjerg, siger FC Nordsjællands cheftræner.

Ólafur Kristjánsson har recepten klar til fredagens kamp kl. 18.00 på Blue Water Arena i Esbjerg, og den ligner den, der gav de fornemme udesejre over Hobro, Viborg og FC Midtjylland. Det er også de samme dyder, holdet genfandt sidst i hjemmesejren over AaB:

– Jeg ved godt, at FCN ikke har vundet i Esbjerg meget længe, men det er nok noget mentalt, som vi skal videre fra. Jeg synes ikke, vi har noget at frygte i Esbjerg, hvis vi holder fokus på de dyder, der giver en god præstation. Det er kompakthed, disciplin og en stærk holdindsats.

– Så kan man levere en god præstation, og så vil resultatet næsten altid være i tråd med det. Det handler om, at alle mand tænker på kollektivet. Det skal folk være villige til og mentalt klar til at gøre kampen igennem, siger Ólafur Kristjánsson.

– Jeg er stadig irriteret over vores indsats og nederlaget til Esbjerg, da de var her sidst og vandt 2-1, fordi vi lavede nogle afgørende fejl. De fik to gange lov at løbe lige igennem, og den slags må simpelthen ikke ske. Vi skal finde mere stabilitet, og vi har motivationen og troen på, at vi kan hente tre point i Esbjerg, lyder det fra den islandske træner.