Maxsø: Vi er tilfredse med U/21 starten

Kategorier

De fire FCN'er er klar til at sætte kursen mod Dubai i januar.

– Når vi først lærer hinanden bedre at kende, skal holdet nok blive godt, siger Andreas Maxsø, der fik fuld spilletid i begge Danmarks U/21 landskampe

Danmarks U/21 landshold vandt i aftes med 1-0 over gruppens tophold Bulgarien, og efter 0-0 mod Wales i den første EM-kvalifkationskamp i fredags, er Danmark altså kommet fint afsted med fire point for to kampe. Men det holdt lidt hårdt at få gang i scoringen for det nye U/21 landshold, idet den vigtige træffer mod Bulgarien lod vente på sig til godt et kvarter før tid.

Til gengæld virkede det danske forsvarsspil super solidt i de to kampe. Andreas Maxsø spillede fuld tid i begge Danmarks kampe, men ikke i centerforsvaret som hos FCN, men som den defensive midtbanespiller, der beskytter forsvaret.

– Det var hårdt, for man får virkelig løbet nogle kilometer, men det var også godt. Jeg synes, det gik helt fint, og vi er tilfredse med den start, vi har fået. Det var vigtigt at vinde over Bulgarien, og fire point efter to kampe er okay.

– Jeg tror på, at holdet bliver meget bedre, når vi lige lærer hinanden bedre at kende og bliver spillet rigtigt sammen, siger Andreas Maxsø. I kampen mod Bulgarien kom Emiliano Marcondes også på banen i det sidste kvarter og arbejdede godt for holdet.

Marcus Ingvartsen startede på banen i Danmarks første kamp mod Wales, hvor han fik et slag på hoften og blev skiftet ud efter en time. Det er en mindre skade, men den holdt ham ude af tirsdagens kamp mod Bulgarien:

– Det er et slag og en mindre blodsamling, så det er ikke noget særligt. Lidt ærgerligt ikke at kunne være med mod Bulgarien, men godt at holdet vandt, og vi er med de resultater fint med. Jeg tror, Wales og Bulgarien er de bedste af de andre hold i gruppen, siger Marcus Ingvartsen. Pascal Gregor var også med i truppen til de to kampe, men han fik ikke spilletid.

Adam Örn Arnarson spillede også U/21 landskamp i går for Island, der fik 0-0 ude mod Skotland i gruppens topopgør, så Island fører stadig gruppen med 11 point for 5 kampe. Adam Örn Arnarson spillede igen fuld tid for Island og har spillet alle fem kampe.