Vingaard: Stor respekt for “Giv Blod”-tiltag

Kategorier

Til søndagens hjemmekamp mod AGF har FCN i samarbejde med Giv Blod inviteret organisationens donorer til fodbold i Farum Park. Det er et initiativ, som Martin Vingaard støtter op om, fordi han har stor respekt for bloddonorerne.

Giv Blod og de mange donorer er med til at redde menneskeliv hver eneste dag, og det er noget, der skaber respekt blandt spillerne i FC Nordsjælland.

– Det har jeg rigtig stor respekt for. Det er en fornøjelse, når folk frivilligt hjælper andre mennesker, og derfor synes jeg også, at det er super fedt, at FC Nordsjælland har inviteret alle de her mennesker på stadion på søndag, fortæller Martin Vingaard.

I FC Nordsjælland vil vi gerne gøre lidt ekstra for ’hverdagens helte’, som de mange bloddonorer er, ved at give dem muligheden for at tage deres familie med til Superliga-fodbold på Danmarks bedste familiestadion. Og i spillertruppen håber man på, at det bliver en god søndag hele vejen rundt.

– Vi glæder os rigtig meget til at se de mange bloddonorer på stadion på søndag, og så håber jeg bare på, at vi kan give dem en god oplevelse her i Farum Park, og at vi tager de tre point, slutter Martin Vingaard.

Der er kampstart kl. 18.00 på søndag mod AGF i Farum Park.