Tre på stribe og kurs mod toppen

Kategorier

Farum Park. Resultat 2-0

De unge tigre viste tænder og knurrehår i en sådan grad, at det nærmest lammede AGF i 1. halvleg. FCN vandt fortjent 2-0 og har nu vundet de seneste tre kampe og holdt rent bur i dem alle.

Med topscorer Bruninho i karantæne var det op til de unge tigre at vise format, og de levede helt op til forventningerne. Straks fra første fløjt satte FCN sig på kampen mod AGF, og i løbet af kun tyve minutter havde tigrene bragt sig i front med 2-0.

AGF fik de første advarsler efter små ti minutters spil, hvor først Anderas Maxsø på præcist indlæg fra Lobotka va tæt på scoring, og øjeblikket efter forsøgte Marcus Ingvartsen sig med et hovedstød.

Men så slap de århusianske gæster heller ikke med skrækken længere. I det 14. minut lagde Stanislav Lobotka et nyt godt indlæg, som Marcus Ingvartsen tog ned tæt foran mål, så Oliver Thychosen kunne score til 1-0 i to forsøg.

Og kun fem minutter senere slog Marcus Ingvartsen til som klinisk målscorer til 2-0, da “Gudi” erobrede bolden og lavede en super stikning i dybden, som Martin Vingaard smart sprang over, så chancen blev helt åben for Ingvartsen.

FCN sad på det hele, og både Marcus Ingvartsen med et skud lige forbi stolpen, og Lasse Petry med et nærgående hovedstød var tæt på at øge føringen. Men FCN-offensiven stilnede lidt af op mod pausen, og tigrene nøjedes med 2-0 efter 1. halvleg.

De 5.871 tilskuere klappede hjemmeholdet til pause, og selv om AGF kom ud til 2. halvleg med intentioner om at ændre slagets gang, holdt FCN stand med en sikker defensiv overfor århusianernes første forsøg på et stormløb. Danny Olsen var ved at score på et kikset indlæg, som prellede af på overliggeren, men ellers gav FCN-forsvaret ingen chancer væk.

De tre vigtige point blev kørt sikkert hjem, og efterhånden som AGF måtte satse mere og mere, kom også chancerne til FCN for at lukke kampen endeligt. Men det tredje mål kom desværre ikke, selv om chancerne var der, og der en overgang næsten var skydetelt foran det århusianske mål.

Med sejren viste FCN, at holdet fortsætter den fine udvikling fra de seneste fem kampe. Lasse Petry var tilbage i startopstillingen efter sin lange skadespause, og han kontrollerede midtbanen flot. Og slovakken Stanislav Lobotka viste endnu engang storspil som kreatør, hvilker fortjent gjorde ham til Man of the Match.

Endnu en fremragende holdpræstation, og nu kommer der virkelig gang i festen fredag aften, når OB kommer på besøg. FCN har sat kurs mod toppen og går efter fjerde sejr på stribe.

Køb billet HER til kampen fredag kl. 18.00 mod OB i Farum Park.

Kampens gang minut for minut:

Se HER

Lagde du mærke til:

…at FC Nordsjællands keeper David Jensen fik sit tredje clean sheet i sæsonen, og det var tredje kamp i træk, at FCN holdt buret rent.

…at de to unge, Adnan Mohammad og Mads “Mini” Pedersen, begge kom på banen i de sidste minutter af kampen og dermed fik debut i Alka Superligaen.

Hørt på spillergangen:

FC Nordsjællands unge slovak Stanislav Lobotka har virkelig fundet sin plads på FC Nordsjællands midtbane og kunne glæde sig både over sejren og at blive kåret til Man of the Match:

– 1. halvleg var rigtig god fra vores side. Vi fandt vores positioner på banen og skabte mange åbninger i deres fosvar. Jeg synes også, at 2. halvleg var god, bare på en anden måde. De fik mere af spillet, men det var naturligt, når vi førte med to mål.

– Men vi holdt dem nede på én målchance i hele kampen, og vi skabte selv en to tre stykker i 2. halvleg, så det var helt perfekt. At vinde den kamp var det vigtigste, og det gjorde vi på en god måde, siger Stanislav Lobotka.

Oliver Thychosen fik sat sin første sæsontræffer ind og udfordrede gang på gang AGF-forsvaret:

– Scoringen gav selvfølgelig selvtillid. Det gør det altid, men det vigtigste var, at vi vandt og nu har tre sejre i træk. Det var også vigtigt at vi holdt nullet for tredje gang, for så er fundamentet der, og så kommer det andet også

– De tre point  betyder bare så meget, og nu bliver det rigtig sjovt mod OB på fredag, lyder det fra Oliver Thychosen.

Statistisk set:

Boldbesiddelse:
FCN: 50% – AGF: 50%
Skud:
FCN: 8 – AGF: 8
Skud på mål:
FCN: 6  – AGF: 4
Hjørnespark:
FCN: 6  – AGF: 7

Matchfacts

HER