Ólafur: De gode oplevelser skal bruges

Kategorier

FCN-spillerne har to succesoplevelser i bagagen til søndagens hjemmekamp mod AGF, og nu gælder det om at udnytte det boost foran eget publikum.

De to svære udekampe mod Viborg og senest de danske mestre fra FCM har givet seks point og en plads midt i tabellen, og FC Nordsjællands cheftræner håber, at den ballast kan bruges, så sejrsstimen kan fortsætte:

– De to sejre har naturligvis givet noget velvære til hele truppen og en selvtillid, som vi forhåbentlig også kan omsætte til sejr over AGF. Vi skylder primært os selv at hente nogle flere point på hjemmebane, og naturligvis vil vi også gerne gøre det for publikums skyld.

– Vi må fokusere på at levere den rigtige præstation og håbe, at det rækker til sejr. De seneste sejre har givet en bedre følelse, men hvis ikke alle mand på dagen er optimalt fokuserede, hjælper de gode oplevelser fra tidligere ikke, siger Ólefur Kristjánsson.

FC Nordsjælland må til kampen mod AGF se bort fra Bruninho og Emiliano Marcondes, der begge skal afsone en spilledags karantæne efter gult kort i Herning. Og der er også skader hos andre spillere i øjeblikket, men det tager ikke humøret fra cheftræneren:

– Jeg ville selvfølgelig gerne have haft hele truppen til rådighed, men sådan er det sjældent. karantæner og skader er vores lod til kampen mod AGF, men jeg vælger at fokusere på de spillere, vi har til rådighed. Vi kommer til at bruge nogle spillere uden så meget erfaring, men de har alle et stort potentiale.

– Det får de så lejlighed til at vise nu, og jeg tror på en rigtig god kamp. Det er to hold, der ligner hinanden meget i spillestil, siger Ólafur Kristjánsson, der med sin fortid på syv år hos AGF naturligvis stadig følger den århusianske klub tæt.