Mtiliga: De nye bidrager med en hel masse

Kategorier

– De sidste kampe har vist, at alle er villige til at tage de hårde løb for holdets skyld, og det vinder man på, lyder det fra FC Nordsjællands anfører

FC Nordsjælland har to flotte udesejre i Viborg og Herning som bagage til kampen søndag kl. 18 i Farum Park mod AGF. De seks point er hentet hjem på knaldhårdt holdarbejde, og det er noget, der passer anfører Patrick Mtiliga:

– De to seneste kampe har vist, at vi også kan spille på andre præmisser, end vi er kendt for. Vi har arbejdet sindssygt for hinanden. Hele holdet tager del i de hårde løb, og alle kæmper for hinanden.

– Vi viste, at vi også kan tage de fysiske dueller og stå imod. Selvfølgelig vil vi helst spille i vores egen stil, men det kan ikke altid være smukt fodbold, og nu har vi vist, at vi også kan vinde på andre dyder.

– Især sejren i Herning var rigtig god for at samle Superligaen og holde den tæt. Det var en meget vigtig sejr, og nu har vi for alvor muligheden for at hægte os på i den sjove ende, siger Patrick Mtiliga før søndagens hjemmekamp mod AGF.

Han glæder sig over udviklingen af holdet med de tre nyindkøbte spillere i transfervinduet:

– De nye bidrager alle med en hel masse. Og det er både på og udenfor banen med hver deres personligheder. Det har været godt med nyt blod og lidt mere erfaring, når vi har så ung en trup.

– Bruninho har givet os de mål, vi havde lidt svært ved at lave før. Stanislav har trods sin unge alder en del erfaring og tør noget med bolden. Ramón arbejder hårdt og udstråler energi. Altsammen er med til at give en stamme på holdet, som også gør det nemmere for de unge at præstere.

– Hvor langt det her hold kan nå er alt for tidligt at spå om. Vi har tidligere haft for mange udfald, og dem skal vi først og fremmest vise, at vi kan eliminere. Men det kønne fodbold kommer, når man vinder kampe som den over FCM og kommer til at ligge så højt i tabellen, at man kan spille mere frit.

– Forsvaret er et vigtigt fundament, og nu har vi holdt clean sheet i to kampe i træk. Både Pascal og Maxsø har virkelig taget ansvar, og David er kommet godt ud af feltet til indlæggene.

– Det er vigtigt, og vi skal være fuldstændig lige så fokuseret mod AGF på søndag, så vi forhåbentlig også kan give vort hjemmepublikum en god oplevelse, siger Patrick Mtiliga.

FC Nordsjælland kan se frem til to kampe i Farum Park med kun fem dages mellemrum, idet næste kamp allerede er fredag 2. oktober kl. 18 mod OB. FCN tilbyder billet til begge kampe med mad og drikkelse i en samlet pakke. Benyt Week of Football tilbuddet HER