Sæsonpremiere for U/19 og U/17 på lørdag

Kategorier

Lyngby Stadion, Bane 1, Resultat 1-1. FC Nordsjælland vinder sølvmedaljer Foto: Boesenfoto.dk

Efter et intens forberedelsesforløb er FC Nordsjællands Ligamandskaber i U/19 og U/17 lørdag  klar til første turneringskamp hjemme i Farum Park.

Der bliver masser af god fodbold i Farum Park i denne weekend. Søndag kl. 13.30 tager FCN imod Esbjerg i Superligaen, men allerede lørdag kan alle FCN fans få en perfekt opvarmning, for her er det klubbens to ungdomshold i Ligaerne, der har sæsonpremiere på hjemmebane.

Der fløjtes op i Farum Park lørdag kl. 13.00 for U/19 og kl. 15.15 går U/17 i gang. Begge FCN-mandskaber får besøg af AaB, og der bliver noget at leve op til, da FCN fik sølv i sidste sæson både med U/19 og U/17.

Men det er en ny sæson, og en lang række spillere er rykket op fra U/19 til Superligaen og fra U/17 til U/19, mens en række nye er kommet til på U/17.

Det giver nogle spændende udfordringer, lyder det fra U/17 Cheftræner Kasper Kurland:

– Vi glæder os til kampene og har allerede arbejdet meget med den nye trup, som blev rystet ekstra sammen i forbindelse med Brøndby Cup. Det handler i U/17 om langsigtet udvikling for både holdet og de enkelte spille, og vi har derfor ikke lavet nogen forhånds målsætning omkring placering.

– Men selvfølgelig håber vi på igen i denne sæson at spille med i den sjove halvdel af Ligaen. Det hele er en balance mellem fokus på udvikling og resultaterne, og der er også udvikling i at vinde kampe. Vi kigger først og fremmest på potentialet, som vi skal understøtte bedst muligt.

– Vi har sagt farvel til mange 2. års spillere, og med de nye arbejder vi meget med fysik og beslutningsevne i situationerne. Derfor har vi også stor opmærksomhed på U/16 holdet, som er en del af vores trup, og U/16 spiller næsten lige så mange kampe som U/17 i Ligaen, siger Kasper Kurland.

Morten Karlsen er Cheftræner for U/19 for anden sæson i træk, og FCN har virkelig noget at leve op til i U/19 ligaen efter guld i 2013, sølv i 2014 og sølv igen i 2015. En stribe af talenterne fra de hold er nu at finde i FC Nordsjællands Superligatrup.

Sejren i Brøndby Cup gav U/19 holdet selvtillid og fungerede som en perfekt træningslejr. Siden har FCN testet sig med træningskampe mod Wigan og FCK, og tigrene er sultne efter at komme i gang igen med turneringskampe på lørdag.

Mød op i Farum Park og følg FCN mod AaB med U/19 kl. 13.00 og U/17 kl. 15.15. Der er fri adgang og åbent i boderne under A-tribunen.