Vilje og teamspirit gav fantastisk sejr

Kategorier

Farum Park. Resultat 2-1

FC Nordsjælland kom tilbage på vindersporet med 2-1 over AaB i en kamp, hvor den nye brasilianske power, Bruninho, viste vej til 1-0, og unge Ingvartsen satte en smuk træffer ind til 2-0, inden nordjyderne til sidst fik et trøstmål

Det tog kun FC Nordsjællands nye brasilianske angriber, Bruninho, en halvleg at få publikum i Farum Park til at skråle: FANTASTICO.

Først nettede han iskoldt til 1-0, da chancen bød sig efter en dårlig clearing i det 22. minut, og ti minutter før pausen hamrede Brunino på kassen med et fantastisk saksespark, der også var tæt på at ryge i kassen.

Hele FCN-holdet viste vilje og teamspirit i en sådan grad, at føringen ved pausen burde have været større end 1-0. FCN stod kompakt og var klar til at slå kontra på alle muligheder. Joshua John fik en gigachance på en frispilning fra Emiliano, men hollænderen skød desværre over mål.

Straks fra 2. halvlegs start var det David Moberg Karlsson, der kunne have øget føringen på en friløber, men svenskeren tog for langt et sidste træk. Emiliano havde et godt hovedstødsforsøg, og Moberg Karlsson fik en ny friløber uden måludbytte.

Joshua John lavede flere gode indlæg og var også selv tæt på at score, og hele FCN-holdet arbejdede hårdt for at holde føringen, mens AaB satsede mere og mere. David Jensen tog sig sikkert af alt, hvad AaB havde at byde på. og da Thomas Enevoldsen i det 84. minut hamrede et godt skud af, tog det heldigvis overliggeren.

Og minuttet efter slog indskiftede Marcus Ingvartsen til med et fantastisk sololøb, hvor han fra midten satte kurs direkte mod kassen og på kanten af straffesparksfeltet snød tre forsvarere med et skarpt træk, inden han sparkede fladt i mål til 2-0.

Det var en forløsning, selv om der desværre kom lidt spænding tilbage i kampen i tillægstiden, efter at Kasper Risgård fik reduceret til 1-2 i det 90. minut. FCN gav ikke flere chancer væk, og den fuldt fortjente sejr blev fightet hjem.

En fantastisk aften for FC Nordsjælland og de mange entusiastiske tilhængere i Farum Park.

Kampens gang minut for minut:

Se HER

Lagde du mærke til:

…at FC Nordsjællands nyoprykkede Souheib Dhaflaoui fik sin Superligadebut for FCN, da han blev sendt på banen i det 93. minut i stedet for en dødtræt Emiliano Marcondes. Dermed har endnu en ung spiller af egen avl fået sin debut i Alka Superligaen.

…at Uffe Bech var tilbage i Farum Park til kampen mod AaB for at sige pænt farvel til alle, inden karrieren fortsætter i den tyske Bundesliga. Uffe Bech fik blomster og blev hyldet før kampstart, og han nød kampen fra tilskuerpladserne.

Hørt på spillergangen:

Indskiftede Marcus Ingvartsen afgjorde kampen med sit sololøb og flotte scoring i det 85. minut. Han forklarer således om sin scoring:

– Allerede da jeg modtog bolden ved midterlinjen tog jeg beslutning om at holde farten og gå direkte mod mål. Jeg var lige ved at slippe fri i det første ryk, men da forsvarerne nåede mig igen på kanten af feltet, måtte jeg jo bare udenom dem med en dribling, så jeg kunne få trykket af. Dejligt at se den gå i kassen.

En dødtræt Emiliano Marcondes var lykkelig over scoringen til 2-0, der lettede presset:

– Det var så dejligt at se den bold gå i kassen til 2-0. Det havde vi så hårdt brug for på det tidspunkt. Stort cadeau til Marcus, der lavede det hele selv. Det betyder så meget for os at vinde den kamp. Bare lidt synd, at vi ikke holdt clean sheet.

– Det var sindssygt hårdt, for vi løb så mange meter i 1. halvleg. Vi spillede, som vi havde aftalt, og vi fik også erobret en masse bolde til gode kontrachancer. Vi skulle bare have udnyttet et par stykker mere til scoring.

Uffe Bech glædede sig over at se sine tidligere holdkammerater og at juble sammen med dem efter kampen:

– Det var en dejlig måde at sige farvel på her i Farum Park. Det blev en fantastisk sejr, og det gjorde det hele til en sjov og god aften. Jeg er så glad for at få sagt farvel på den her måde, også til alle fansene.

Statistisk set:

Boldbesiddelse:
FCN: 49% – AaB: 51%
Skud:
FCN: 16 – AaB: 11
Skud på mål:
FCN: 6 – AaB: 4
Hjørnespark:
FCN: 6 – AaB: 3

Matchfacts:

Superligaen, 3. runde, 3. aug. 2015

FCN-AaB 2-1 (1-0)
MÅL:
22. minut: 1-0 Bruninho, assist Adam Órn Arnarson
85. minut: 2-0 Marcus Ingvartsen, assist Martin Vingaard
90. minut: 2-1 Kasper Risgård
Tilskuere:
 3.267
Dommer: Jens Maae
Advarsler: Emiliano Marcondes, FCN, samt Lukas Spalvis, Jukka Raitala og Henrik Dalsgaard.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 David Jensen
2 Adam Órn Arnarson
3 Pascal Gregor
4 Andreas Maxsø
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard
11 Bruninho (ind i 72. minut 19 Marcus Ingvartsen)
12 Joshua John
14 Gudi Thórarinsson
15 David Moberg Karlsson (ind i 82. minut 13 Oliver Thychosen)
18 Emiliano Marcondes (ind i 93. minut 27 Souheib Dhaflaoui)
På bænken uden at komme ind:
16 Alex Runarsson
17 Mathias Hebo
20 Nicklas Mouritsen
22 Mads “Mini” Pedersen