Første point i Parken i fire år

Kategorier

COPENHAGEN, DENMARK - AUGUST 09: Bruninho of FC Nordsjalland scores the 1-1 goal against Goalkeeper Stephan Andersen of FC Copenhagen during the Danish Alka Superliga match between FC Copenhagen and FC Nordsjalland at Telia Parken Stadium on August 9, 2015 in Copenhagen, Denmark. (Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Bruninho scorede for anden kamp i træk og fik udlignet til 1-1 i en kamp, hvor FC Nordsjælland forgæves jagtede sejrsmålet

Det er meget sjældent, FC Nordsjælland får point med sig hjem fra Parken. I Superligaen skete det sidste gang for fire år siden, da FCN på vejen mod mesterskabet vandt 3-1 over FCK i Parken. Og så var der lige et point i Parken mod Juventus året efter, men det er et andet regnskab.

Dagens kamp udviklede sig gunstigt for FC Nordsjælland, da FCK allerede i det 28. minut blev reduceret til 10 mand. Daniel Amartey mistede selvkontrollen totalt efter en nærkamp med Emiliano og knaldede en albue i ansigtet på FCN-spilleren. Dommer Jakob Kehlet trak omgående rødt, og det var helt korrekt.

På det tidspunkt havde kampen været meget chancefattig, og det blev ved 0-0 til pausen, selv om FC Nordsjælland var meget tæt på lynhurtigt at udnytte den ekstra plads efter udvisningen. Anfører Patrick Mtiliga spillede bandespil med Martin Vingaard i feltet, og Mtiligas afsluttende skud sneg sig lige forbi bagstolpen. Bruninho fik også vist sig godt frem med et sololøb og et hårdt skud.

2. halvleg startede som lidt af en stillingskrig, hvor FCK lurede på hjørnespark og andre dødboldsituationer, og netop et hjørnspark i det 59. minut blev optakten til den scoring, FCK håbede på. Mathias Zanka headede indlægget fra Augustinsson i nettet til 1-0.

Det var det værst tænkelige scenario for FC Nordsjælland, for herefter kunne FCK pakke sig og kun spille på kontra. Men FCN viste kort efter, at der var muligheder. Bruninho headede lige forbi mål på et perfekt indlæg fra Joshua John.

I det 66. minut mistede FCK endnu en spiller, da en skadet Per Nilsson måtte udgå lige efter, at Ståle Solbakken havde brugt sin tredje og sidste udskiftningsmulighed. Det gav FCN mulighed for at lægge maksimalt pres på FCK-forsvaret, og i det 68. minut kom udligningen. Emiliano spillede smart bolden på tværs til Vingaard på kanten af feltet. Martin Vingaard prikkede den videre til Bruninho, som straks hakkede til og scorede for anden kamp i træk.

I de sidste tyve minutter havde FCN næsten bolden for fødderne hele tiden, men FCK trak sig helt sammen og lukkede godt af trods to mand i undertal, og den åbne chance for et sejrsmål opstod aldrig. FCN-spillerne jagtede de tre point, og de var naturligvis lidt skuffede over, at det ikke lykkedes.

Men helt overordnet set er ét point i Parken et fint resultat. Der er ikke mange hold, der får point mod FCK på nationalarenaen. Og efter en skidt sæsonstart er FC Nordsjælland kommet godt igen i de seneste to kampe med sejren over AaB hjemme og nu 1-1 mod FCK.

Nu gælder det så om at holde fast i den gode stime hjemme i Farum Park mod Esbjerg kl. 13.30 på søndag. Du kan allerede nu købe billet til den kamp online HER.

Kampens gang minut for minut:

Se HER

Lagde du mærke til:

…at FC Nordsjællands Bruninho spillede sin tredje kamp med tigeren på brystet, og han er kun startet på banen i de to seneste, hvor han begge gange har scoret. Udover målet til 1-1 præsterede han også en kæmpe arbejdsindsats for holdet.

…at det også var Emiliano, der blev slået ned, da FCK i sidste sæson også fik en spiller udvist mod FCN. Det var i Farum Park, og dengang var det Christian Poulsen, der sendte Emiliano i græsset.

Hørt på spillergangen:

Martin Vingaard kunne godt glæde sig over at få et point på sin gamle hjemmebane, selv om han ligesom alle holdkammeraterne håbede på et sejrsmål lige til det sidste:

– Et point er altid godt i Parken, og det må vi fokusere på, men vi føler også, at vi missede en gylden chance for en sejr. Da de fik scoret, blev det pludselig en svær situation, men vi kom fint igen.

– Det var vigtigt, at vi fik udlignet relativt kort tid efter, at de var kommet foran. Desværre formåede vi ikke at udnytte overtalssituationen ordentligt. Vi skal blive bedre til at udnytte et overtag i kampene. Mod slutningen spillede vi for meget i den ene side, lyder det fra Martin Vingaard.

Emiliano Marcondes fortæller således om udvisningen af Amartey:

– Jeg pressede ham bare, som man nu engang gør i nærkampe, og så blev han åbenbart frustreret. Han havde jo fået sit frispark, da han knaldede armen bagud i hovedet på mig.

– Jeg forstår det ikke rigtigt. Han burde have prøvet at spille overfor nogen, der går noget hårdere til ham. Overordnet set må vi være tilfredse med det ene point, for det er svært at få point med sig herfra, siger Emiliano Marcondes.

Statistisk set:

Boldbesiddelse:
FCK: 54% – FCN: 46%
Skud:
FCK: 11 – FCN: 10
Skud på mål:
FCK: 4 – FCN: 3
Hjørnespark:
FCK: 6 – FCN: 2

Matchfacts

Se HER