Pinligt pokalexit for FCN

Kategorier

Der var skuffelse i ansigterne efter nederlaget til Næstved BK. Foto: fcn.dk

FC Nordsjælland er færdig i DBU Pokalen efter nederlag på 0-1 til 1. divisionsholdet Næstved, der endda måtte spille hele 2. halvleg med kun ni mand efter to røde kort

Det er anden sæson i træk, at FCN kun får én kamp i pokalturneringen, og årets farvel var helt uforståeligt i betragtning af, at hjemmeholdet Næstved modtog to røde kort inden pausen.

Kampen startede i et meget moderat tempo med FCN som den styrende part, akkurat som man kunne forvente. Men det udviklede sig dramatisk efter en halv time, da Næstved fik det første røde kort, og da der fulgte endnu en udvisning til hjemmeholdet i det 38. minut, blev resten af kampen spil til et mål.

Desværre formåede FCN slet ikke at omsætte boldbesiddelsen i åbne chancer mod et heroisk kæmpende Næstved-mandskab. Hele 2. halvleg var et langt pres mod Næstved-målet, men ideforladt spil rundt om klumpen af grønne forsvarere gav intet.

Og pludselig med godt ti minutter igen kom der en bold frem over midten til Næstveds Stefan Nygaard, der så at FCN-keeper Alex Runarsson stod alt for langt ude af målet, og han sendte bolden fladt i kassen næsten fra midten til 1-0. Et mål, der blev afgørende for pokalkampen, for selv om FCN satte alt ind til sidst forblev Næstveds mål som forhekset.

Kampens gang minut for minut:

11. minut: David Moberg helt alene igennem efter bandespil med Bruninho, men skyder langt over mål.
14. minut: Skudforsøg af Bruninho.
17. minut: Bruninho tæt på med skud, som keeperen kun lige akkurat nåede ud til.
20. minut: Næstveds Henrik Bødker tæt på at slippe helt fri, men målmand Alex Runarsson når bolden først.
32. minut: Rødt kort. Sammy Adjei fælder Emiliano og får sit andet gule kort og dermed udvisning.
38. minut: Rødt kort. Jannik Zimling fælder Oliver Thychosen voldsomt og får direkte rødt kort.
43. minut: Skud af David Moberg men løst krudt i støvlen.
45. minut: Oliver Thychosen header over mål i helt fri position på indlæg fra David Moberg.
48. minut: Bruninho tøt på at dirigere indlæg fra Oliver Thychosen i nettet.
63. minut: Langskud fra David Moberg reddet af målmanden.
75. minut: Nærgående skud af Oliver Thychosen.
77. minut: Næstveds Mikkel Jensen ved at slippe fri på en friløber, men Alex redder med glidende tackling langt ude på banen.
78. minut: 1-0 Stefan Nygaard fanger Alex alt for langt ude af målet og scorer fladt fra midterlinjen,
84. minut: Oliver Thychosen skyder lige forbi mål.
90. minut Kæmpechance til David Moberg men skud forbi mål.
92. minut: Frispark af Bruninho og ripost, som bliver brændt.

Matchfacts:

DBU Pokalen, 2. runde, 25. aug. 2015

Næstved-FCN 1-0 (0-0) MÅL:
78. minut: 1-0 Stefan Nygaard.
Tilskuere: 1113
Dommer: Benjamin Helm Svedborg
Advarsler: Sammy Adjei, Næstved, samt Mads ”Mini” Pedersen, FCN.
Rødt kort; Sammy Adjei (32. minut), Jannik Zimling (38. minut)
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
16 Alex Runarsson
2 Adam Órn Arnarson (ind i 83. minut 27 Souheib Dhaflaoui)
5 Ramón Rodrígues
4 Andreas Maxsø
10 Martin Vingaard
11 Bruninho
13 Oliver Thychosen
14 Gudi Thórarinsson
15 David Moberg Karlsson
18 Emiliano Marcondes (ind i 46. minut 19 Marcus Ingvartsen)
20 Nicklas Mouritsen (ind i 64.minut 22. Mads ”Mini” Pedersen)
På bænken uden at komme ind:
1 David Jensen
3 Pascal Gregor
17 Mathias Hebo
23 Mathias Jensen