Ólafur: Vi skal være skarpere på chancerne

Kategorier

FC Nordsjælland tager søndag kl. 13.30 imod Esbjerg i Farum Park, og alle er opsatte på at give hjemmepublikum den anden sejr i træk

Da FCN sidst spillede hjemme mod AaB var det efter en grim sæsonstart med to nederlag og mange mål imod. Det fik tigrene rettet op på med en fortjent sejr på 2-1 efter en disciplineret kamp, og det blev fulgt op med et point i Parken for 1-1 mod FCK i søndags.

Så det er et noget mere positivt udgangspunkt for FCN før søndagens kamp i Farum Park mod Esbjerg, men Cheftræner Ólafur Kristjánsson påpeger, at det er de samme ting, tigrene holder fokus på:

– Forberedelserne har været lidt som mod AaB. Vi arbejder stadig hårdt med at finde vort fundament, så vi får skabt tryghed i spillet. Vi skal lære at balancere mellem at angribe hurtigt og at hvile med bolden uden at give chancer væk. Kort sagt tryghed både med og uden bold.

– Efter de mange mål imod i de første kampe, var der klare forbedringer mod AaB, og vi fortsatte stilen i Parken mod FCK. Så jeg forestiller mig en kamp som mod AaB, hvor vi bare skal være skarpere på vores chancer. Vi skylder både os selv og alle andre at levere en god kamp igen her i Farum Park, lyder det fra Ólafur Kristjánsson.

Med tilgangen af de to brasilianere, Bruninho og Ramón Rodrígues, har han fået lidt flere strenge at spille på. Bruninho har allerede vist sine angrebsevner med scoring i hver af de to seneste kampe, og måske bliver det mod Esbjerg til debut for nyindkøbte Ramón Rodrígues, der nu har haft en hel uges træningsforløb:

– En angriber kan bedre gå direkte ind på et hold end en forsvarsspiller, og derfor har det været meget vigtigt, at vi nu har haft en uge til at arbejde med Ramón omkring det taktiske og den måde, vi spiller på. Den indbyrdes forståelse er meget vigtig, og det har vi arbejdet meget med, siger Ólafur Kristjánsson.

Hvis du endnu ikke har købt billet til kampen mod Esbjerg søndag 13.30 i Farum Park, kan du gøre det online HER.