God 2. halvleg var ikke nok til point

Kategorier

Farum Park. Resultat 1-2

En alt for slap 1. halvleg af FCN kostede nederlag på 1-2 i Farum Park til et effektivt mandskab fra Esbjerg. Bagud 0-2 ved pausen var det ikke nok, at Bruninho scorede for tredje kamp i træk.

FC Nordsjælland virkede slet ikke oppe i det gear, man skal være til Superligafodbold, da der var kick off i dag i Farum Park mod bundholdet Esbjerg. FCN satte sig på spillet, men boldomgangen var alt for langsom, og der manglede i høj grad opfindsomhed i spillet.

Derfor skabte FCN kun en enkelt chance efter et kvarter, da Martin Vingaard fandt plads i mellemrummet mellem de tætte vestjyske kæder og fik spillet Bruninho helt fri. Desværre skød Bruninho lige på keeper Dubravska.

Og så slog effektive Esbjerg i stedet til på gæsteholdets første besøg i FC Nordsjællands felt i det 19. minut. Robin Söder headede et indlæg fra Nicki Bille i nettet til 1-0. Det mål lammede nærmest tigrene, og i det 33. minut så man passivt til, mens Lasse Rise lagde an til skud og hamrede bolden i kassen til 2-0.

Heldigvis så FCN-spillernes attitude meget bedre ud efter pausen. Der kom tempo og aggression ind i tigrenes spil, og efter en lille times spil begyndte det for alvor at give chancer til hjemmeholdet. Det lugtede fælt af straffe, da Adam Örn Arnarson spillede Bruninho blank lige foran kassen i det 59. minut, men Bruninho blev nærmest fejet væk og helt ind i målnettet af en kurende Esbjerg-forsvarer.

Herefter havde både Martin Vingaard og Bruninho to meget nærgående skudforsøg, inden det i 66. minut endelig lykkedes FCN at score et rigtigt energi mål af Bruninho i to forsøg, på en stikning fra Martin Vingaard. Kort efter var Joshua John tæt på udligning, og Gudi Thórarinsson fik en stor chance på hovedstød.

FCN måtte satse mere og mere mod slutningen, men udligningen kom desværre aldrig. Nu gælder det virkelig om at tage det gode fra 2. halvleg med sig videre og prøve at rejse sig igen i Hobro fredag aften.

Kampens gang minut for minut:

Se HER

Lagde du mærke til:

…at FC Nordsjællands Bruninho scorede for tredje kamp i træk og dermed har scoret i alle de tre kampe, han har spillet fra start.

…at nyindkøbte Ramón Rodriguís fik sin debut for FCN, da han blev sendt på banen ti minutter før tid.

Hørt på spillergangen:

Martin Vingaard servicerede for tredje kamp i træk Bruninho til en scoring:

– Bruninho er rigtig dygtig til at løbe fri i små rum, og han viser altid, hvor han gerne vil have bolden spillet. Det gør det meget lettere at finde ham, og vi skal nok få mange flere mål på den konto.

– Esbjergs mål til 1-0 tog hårdt på os i dag. Det var som om, at det gav en falsk tryghedsfornemmelse, at vi havde bolden næsten hele tiden uden at få scoret, og så scorer de på den første mulighed. Men i 2. halvleg skabte vi jo chancer nok til, at vi kunne have vundet kampen, sagde Martin Vingaard.

Bruninho scorede for tredje kamp i træk og følte også, han burde have haft et straffespark:

– Jeg var helt fri men får et voldsomt skub i ryggen, samtidigt med at han blokerer min fod uden at ramme bolden. Hvis ikke det er straffespark, forstår jeg ikke noget, siger Bruninho, der fortjent blev kåret som den bedste FCN-spiller for anden gang i træk i Farum Park. Denne gang af HBN Teknik, der var Man of the Match Partner.

Statistisk set:

Boldbesiddelse:
FCC: 59% – Esbjerg: 41%
Skud:
FCN: 11 – Esbjerg: 10
Skud på mål:
FCN: 5 – Esbjerg: 3
Hjørnespark:
FCN: 4 – Esbjerg: 4

Matchfacts

Se HER