David Jensen: Vi skylder en sejr i Hobro

Kategorier

FC Nordsjælland spiller i morgen fredag kl. 18.30 på DS Arena i Hobro, hvor tigrene fortsat har sin første Superligasejr til gode.

Der er kun ét Superligastadion i Danmark, hvor FCN aldrig har vundet en ligakamp. Det er DS Arena i Hobro, hvor FCN fik to forsøg i sidste sæson mod nyoprykkerne uden at få scoret. Den første kamp endte 0-0, mens Hobro vandt 1-0 i den anden. FCN fik dog taget hævn med 4-2 hjemme i maj måned.

FCN-keeper David Jensen ser frem til kampen i morgen med optimisme, selv om det endnu ikke er lykkedes at holde clean sheet endnu i denne sæson:

– Vi skylder en sejr i Hobro, og den må meget gerne komme i morgen. Vi tror også meget på det og lader os ikke slå ud af, at vi har fået en lidt skæv start. Det er ikke første gang i historien, at det sker for FCN, og vi er altid kommet godt igen.

– Som målmand vil man selvfølgelig altid gerne holde clean sheet, men det er ikke det, jeg fokuserer mest på, for det vigtigste er jo, at holdet vinder. Bare vi vinder i Hobro, kan jeg godt leve med, at de scorer en enkelt.

– Men selvfølgelig vil jeg gerne, at vi har mange clean sheet. I sidste sæson blev det til ni, og det er da en målsætning at nå mindst det igen i denne sæson. Jeg håber, at det bliver dagen i Hobro for det første.

– Der er scoret ni mål mod os i de første fem kampe, men vi er også et hold med mange på nye positioner. Et nyt hold skal lige have tid til at blive spillet sammen og finde rytmen. Med mange nye har vi også andre standardopstillinger ved dødbolde.

– Jeg føler, at det går den rigtige vej med forsvaret mod dødbolde. Lars Bjerring (målmandstræner, red.) har givet os nogle gode input til, hvordan vi skal stå, så selv om Hobro normalt er stærk i standardsituationerne, er jeg ikke nervøs ved noget. Tryghed ved dødbolde er vigtigt, og det er ved at komme, siger David Jensen.

Selv om FC Nordsjælland ikke vandt i Hobro i de to forsøg i Superligaen i sidste sæson, har tigrene dog en sejr på den bane at se tilbage på. FCN vandt nemlig 3-1 på DS Arena i Hobro i efteråret 2013 i kvartfinalen i DBU Pokalen. David Jensen var ikke med i den kamp, men det var andre af de nuværende FCN-spillere, og Joshua John lavede et af målene.

Nu har FCN også fået brasilianske Bruninho spillet ind i angrebet, og David Jensen stoler på, at FCN får scoret:

– Vi har i Bruninho fået en angriber, der kan andre ting, end vi er vant til at spille på. Han har fået en rigtig fin start, og vi skal lige lære hans løb at kende, så bliver det endnu bedre. Han har scoret i tre kampe i træk, og gør han det igen, og vi holder clean sheet, som jeg satser på, så kan vi jo ikke undgå at vinde, kommer det med et grin fra David Jensen.

Forhåbentlig er der også smil på læben hos FCN-spillerne, når der i morgen aften fløjtes af i Hobro. Begge hold ligger med kun fire point for fem kampe og har virkelig hårdt brug for en sejr. Alle FCN-spillerne er stærkt opsatte på at angribe kampen offensivt i jagten på de tre vigtige point.