Både U/19 og U/17 vandt over FC Midtjylland

Kategorier

På to mål af Emre Mor vandt U/19 2-1 over de forsvarende mestre fra FC Midtjylland, mens U/17 vandt 1-0 på et mål i tillægstiden.

U/19 Liga: FCN-FCM 2-1 (0-0)
Mål: 65. minut 1-0 Emre Mor. 66. minut 2-0 Emre Mor (straffespark). 85. minut 2-1.

I sidste sæson vandt FC Midtjylland det danske U/19 mesterskab foran FC Nordsjælland, men i lørdags fik tigrene revanche, da det blev til en hårdt tilkæmpet 2-1 sejr over FCM i Farum Park efter en rigtig god og jævnbyrdig kamp.

Gæsterne fra FCM startede bedst, men efter et kvarters tid fik FCN bedre fat og spillede sig ind i kampen. Tigrene havde fint kontrol over begivenhederne i resten af 1. halvleg, men efter pausen var det igen gæsterne, der tiltvang sig et lille overtag i spillet.

Kampen bølgede meget frem og tilbage. FCM pressede højt, men FCN stod stærkt i forsvaret, og midtvejs i halvlegen bragte tigrene sig foran på et super mål, der blev spillet igennem helt nede fra keeperen efter rigtig FCN-opskrift. 12 præcise pasninger og 50 sekunders boldbesiddelse sluttede med flot 1-2 spil i FCM-feltet, så Emre Mor kom på skudhold og kringlede bolden op i fjerneste målkrog til 1-0.

Og herefter gik der kun yderligere knap et minut, før FCM lavede straffespark mod Emre Mor, som selv sparkede bolden i kassen til 2-0. FCM var herefter tvunget i en større offensiv, men FCN holdt stand bortset fra en enkelt gang, hvor gæsterne fik reduceret til 1-2 fem minutter før tid. Men en hektisk og spændende afslutning, og FCN er nu startet den nye sæson med tre sejre.

– Det er en fin sæsonstart, og vi havde stor fokus på opgaven mod FCM. Det er selvfølgelig altid dejligt at slå mestrene, og selv om de får lagt et godt pres på os til sidst, synes jeg, at vi gør det godt. De skaber en del chancer, men vi har også vores muligheder.

– Og jeg er især glad for det udtryk, holdet viser efter 1-0 scoringen, hvor vi straks vil frem og have den næste kasse. Det er vildt godt, at vi går efter mere, selv om vi er kommet foran, siger U/19 træner Morten Karlsen.

Se målene herover

U/17 Liga: FCN-FCM 1-0 (0-0)
Mål: 85. minut 1-0 Niklas Toft Kristiansen.

Også U/17 fik en flot sejr over FC Midtjylland, men det holdt hårdt, for sejrsmålet lod vente på sig helt frem til det 5. tillægsminut af kampen, hvor Daniel Thorup sendte en lang bold frem, som Niklas Toft Kristiansen udnyttede til at løbe fra forsvaret og blive matchvinder.

Forinden havde de unge tigre dog også haft to store muligheder for at score sejrsmålet. Både Niklas Toft Kristiansen og Nicolai Frederiksen havde chancen for at bringe FCN foran, inden det endelig lykkedes i tillægstiden.

– Det blev en duelkamp langt hen af vejen, som det tit bliver i opgørene mod Midtjylland, men heldigvis fik vi sejren til sidst, hvor vi også fik skabt en del scoringsmuligheder. Vi skal arbejde med at få mere mod og tempo i vores spil, siger Kasper Kurland, der kan glæde sig over anden sejr i træk.

Se sejrsmålet herunder: