Søren Krogh bliver en del af trænerteamet

Kategorier

Søren Krogh på træningsbanen - foto: fcn.dk

 

38-årige Søren Krogh går fra at være assistent-træner på FC Nordsjællands talentfulde U/19-hold til at blive en fast bestanddel af trænerteamet på Alka Superliga-holdet, hvor han skal være med til at klargøre klubbens unge spillere til Superliga-fodbold.

Sportschef Carsten V. Jensen udtaler: – Vi skal som klub hele tiden se på, hvordan vi kan styrke trænerteamet til gavn for kvaliteten af vores arbejde med spillerne og ikke mindst resultaterne.

Med Søren Krogh som fast del af trænerteamet får vi en træner med indbegrebet af FCN-DNA. Søren har i sin tid, som træner i klubben været med til at udvikle mange spillere til Superligaholdet og nu får han altså muligheden for selv at se dem gå det sidste stykke, fortæller CV. Søren Krogh har siden 2011 været træner i FC Nordsjælland på U/19-holdet.

Det er dog ikke kun på trænersiden, at Krogh har været tilknyttet FCN. Han var også i flere år i førsteholdstruppen som spiller, nemlig fra 2004-2008. Søren Krogh udtaler: – Jeg er rigtig stolt over at være et produkt af en klub, som ikke kun udvikler spillere, men også trænere. Det er vanvittigt fedt. Jeg har igennem hele min tid i klubben mødt et virkelig højt niveau, og jeg har lært meget. Jeg kender klubben og har set den udvikle sig under forskellige trænere. – Jeg glæder mig til de nye opgaver, hvor jeg skal være med til at gøre vores yngste spillere klar til Superliga-fodbold så hurtigt som muligt.

Det er vigtigt, at de ikke bliver tilfredse med ’bare’ at komme op i Superliga-truppen, det er først her, det hårde arbejde starter, og jeg glæder mig til at være med til at presse dem til at blive endnu bedre, fortæller Søren Krogh. FC Nordsjællands trænerteam består nu af cheftræner Ólafur Kristjánsson, first team coach Peter Feher, assistenttræner Søren Krogh, fysisk træner Mathias Zangenberg og målmandstræner Lars Bjerring.

Facts om Søren Krogh:
Alder: 38 år
Træneruddannelse: Færdiguddannet med A-licens til januar.
Klubber som spiller: Holstebro BK, Brøndby IF, BK Frem, FC Nordsjælland og BGA.
Klubber som træner: BGA og FC Nordsjælland