Ólafur: Vi skulle have lukket kampen

Kategorier

Marcus Ingvartsen var oplægger til FC Nordsjællands 2-0 mål mod AGF, og han havde chancer til også selv at score et par stykker.

FCN kom foran 2-0 i den første halve time af træningskampen mod AGF, men århusianerne svarede igen, og kampen endte 2-2

FC Nordsjælland fik en forrygende start på dagens træningskamp i Tilst mod AGF, idet Adam Órn Arnarson nettede til 1-0 allerede efter ni minutters spil, og det blev 2-0 efter godt en halv time, da Marcus Ingvartsen sparkede på mål, og Gudjón Baldvinsson rettede bolden af lige før målstregen.

FCN skabte chancer i den periode, og Marcus Ingvartsen havde endnu et par store muligheder for at øge føringen. Men da FCN ikke udnyttede sine muligheder, slog AGF i stedet til med en reducering ganske kort før pausen, og i 2. halvleg kom udligningen efter godt en times spil, da Danny Olsen spillede Jeppe Kjær fri. Og så endte kampen 2-2 på en dag, hvor varmen gjorde det svært for spillerne at holde hovedet koldt, når de havde bolden. FCN-træner Ólafur Kristjánsson så positive ting men også en del at arbejde med: – Jeg synes, der var en meget urolig kamp, og vores presspil fungerede ikke godt nok. Der er en del at forbedre. Alligevel havde vi mulighederne for at lukke kampen i 1. halvleg, hvor vi udover målene havde et par meget store chancer. – Vi skal lære at lukke den slags kampe og kende vores besøgelsestid. Det har været et tema før og er det åbenbart stadig. Men der var også meget, der pegede i OK retning med et meget ungt hold, og det positive var, at vi fik alle i spil og undgik skader, siger Ólafur Kristjánsson. Matchfacts af træningskamp i Tilst ved Århus:

AGF-FCN 2-2 (1-2)
Mål: 9. minut 0-1 Adam Órn Arnarson. 33. minut 0-2 Gudjón Baldvinsson. 45. minut 1-2 Davit Skhirlatze. 61. minut 2-2 Jeppe Kjær. FC Nordsjællands startopstilling: Alex Runarsson
Adam Örn Arnarson, Pascal Gregor Andreas Maxsø, Mads “Mini” Pedrsen
Mathias Hebo, Emiliano Marcondes, Martin Vingaard
David Moberg Karlsson, Marcus Ingvartsen, Oliver Thychosen. Allerede midt i 1. halvleg måtte Oliver Thychosen lade sig udskifte på grund af hovedpine, og Gudjón Baldvinsson overtog pladsen. Og i løbet af 2. halvleg kom Christian Køhler, Adnan Mohammed, Souheib Dhaflaoui, Nicklas Mouritsen og Johannes Ritter alle på banen. Det var sidste træningskamp på dansk grund. På søndag tager FCN afsted til en uges træningslejr i Holland.