Maxsø: Kunne være fedt at komme til OL

Kategorier

Her ses Maxsø og Gregor sammen med de to tidligere FCN'ere Mathias Hebo og Kristian Lindberg.

Foto: DBU.dk

Slutrunden for U/21 landshold inspirerer, og mange FCN-spillere kan drømme om en lignende oplevelse og nu også om OL i Brasilien

FC Nordsjælland har Superligaens klart yngste spillertrup, og med mange faste Superligaspillere fra årgangene 1994, 95 og 96, har FCN også en stribe hotte kandidater til fremtidens U/21 landshold. Nogle af dem kan endda realistisk drømme om at komme med på det nuværende U/21 landshold til OL i Brasilien næste sommer.

Den billet sikrede Danmarks U/21 landshold sig ved slutrunden i Prag ved at spille sig i semifinalen, som jo desværre blev tabt til Sverige med Uffe Bech som eneste danske målscorer. Også målmand David Jensen repræsenterede FCN i den trup, dog uden at komme i kamp i Tjekkiet, hvor Sverige i aftes sikrede sig EM-titlen efter en intens finale afgjort på straffespark.

Hele det danske hold fra slutrunden i Prag er spilleberettiget ved OL i Rio, idet OL er en U/23 turnering, men da mange af de nuværende U/21 landsholdsspillere sandsynligvis også skal spille på Danmarks A-landshold, hvis vi kvalificerer os til EM-slutrunden næste sommer, vil der til OL blive brug for mange af de spillere, der stod på spring til det nuværende hold uden at komme med.

Emiliano Marcondes, Pascal Gregor og Andreas Maxsø var således tæt på og alle indkaldt til træningssamlingen og testkampen mod de senere europamestre fra Sverige lige inden EM-slutrunden. Her var Emiliano Marcondes og Pascal Gregor med i 2-2 kampen i Lyngby, mens en mindre skade holdt Andreas Maxsø ude af spil i den kamp.

FCN-spillerne har naturligvis fulgt EM-slutrunden tæt, og Andreas Maxsø ser en meget spændende sæson foran sig: – Når man følger sådan en slutrunde, kan man for alvor se, hvor stor en ting, det er at deltage. Det vil man selvfølgelig også gerne prøve at opleve. Det var fedt at se al den fokus, der kom på hele holdet, men det var også rigtig gode spillere med i år.

– Jeg håber naturligvis på en plads på det kommende U/21 landshold, og at interessen også vil smitte af på os, der kæmper for en plads. Jeg har lige nu kun fokus på optakten til næste sæson i Superligaen med FC Nordsjælland, men man vil da selvfølgelig altid prøve at opleve mest muligt med sin fodbold.

– En EM-slutrunde kunne være fantastisk, og det kunne være en super fed oplevelse at komme til OL. Den olympiske fodboldturnering har måske tidligere været lidt undervurderet, fordi det er en U/23 turnering, men med Danmark som deltager bliver det helt anderledes herhjemme, siger Andreas Maxsø. For at forberede den kommende EM-kvalifikation, har truppen til det nye hold været samlet i træningslejr i Tyrkiet i januar med to uofficielle kampe, og holdet spillede også en officiel U/21 venskabs landskamp mod Tyrkiet i marts. Hele seks FCN-spillere har været med omkring disse forberelser.

Næste step kommer i starten af september, hvor der er endnu to forberedelseskampe mod Tyskland og Ukraine, inden det går løs for alvor om point i EM-kvalifikationen midt i oktober hjemme mod Bulgarien og Wales. Rumænien, Armenien og Luxemburg er de øvrige lande i Danmarks EM-kvalifikationsgruppe.

Mathias Hebo var med i januar-samlingen i Tyrkiet og har også ladet sig inspirere af EM-slutrunden i Prag: – Det giver en mega fodboldgejst at følge sådan en slutrunde. Det er fed power hele vejen igennem, og man drømmer naturligvis om at prøve noget lignende. – Men for mig drejer det sig om at holde skruen i vandet og prøve at tage det hele step by step. Først skal jeg arbejde hårdt på at prøve at erobre en plads på FC Nordsjællands Superligahold. Det kræver hård træning og målrettet arbejde med detaljer i spillet, Så først skal jeg tilkæmpe mig spilletid hos FCN, før jeg kan drømme videre om U/21 landsholdet og slutrunder, lyder det realistisk fra Mathias Hebo.