Karlsen om U/19: En stamme at bygge på

Kategorier

U/19 fejrer sølvmedaljerne i 2015 - foto: Per Kjærbye

– Vi er blevet suppleret med en flok sultne spillere fra sidste sæsons U/17, og der er masser af kvalitet, så vi skal være med i toppen igen, siger U/19 cheftræner Morten Karlsen

Lørdag 15. august sparkes den nye sæson i gang for FC Nordsjællands mandskab i U/19 Ligaen, når tigrene på hjemmebane tager imod AaB. Efter guld i 2013, og sølv i både 2014 og 2015 er der virkelig noget at leve op til, og cheftræner Morten Karlsen er optimistisk:

– Vi er allerede godt i gang med forberedelserne og vandt i lørdags den første test 3-0 over Tåstrups Danmarksseriehold i en kamp, hvor vi skabte masser af målchancer, siger Morten Karlsen. Troels Nielsen, Martin Frese og Gustav Harlev stod for de tre scoringer.

Morten Karlsen og resten af teamet omkring FCN U/19 leverede til denne sæson fem spillere årgang 96 til Superligatruppen, så det er naturligvis en flok stærke 96-spillere, U/19 nu har sagt farvel til, men tilbage fra sidste års succeshold er der stadig mange 97-spillere, som allerede spillede meget som førsteårs U/19.

De er nu suppleret med de bedste årgang 98-spillere fra det lige så succesrige U/17 Ligamandskab, der også vandt sølv i sidste sæson.

Se hele truppen HER

Morten Karlsen er i gang med sin anden sæson som cheftræner for U/19, og erfaringerne fra et år i jobbet er en klar fordel:

– Vi har stadig en stærk stamme af 97-spillere, der fik masser af spilletid i sidste sæson. Dem skal vi fastholde og videreudvikle, og det er selvfølgelig en fordel, at det er andet år, jeg har de spillere. Vi har lært hinanden at kende på alle måder.

– Vi har ikke hentet spillere til udefra til U/19 men er blevet tilført en stribe sultne årgang 98-spillere fra U/17 mandskabet, og de viser sig alle flot frem. De skal også nok få masser af spilletid, for de har kvaliteterne, og så spiller man uanset alder. Truppen har kvalitet til at være med i toppen igen, siger Morten Karlsen.

Klar til Brøndby Cup

Næste programpunkt i U/19 mandskabets forberedelser til sæsonen er Brøndby Cup i den kommende weekend, hvor holdet møder stærke modstandere:

– Vi glæder os til den turnering og laver det som en form for træningslejr, hvor vi bor og spiser her i Farum Park og kører til kampene i Brøndby. På den måde får vi god tid til at være sammen og får evalueret på kampene. Vi er tæt sammen i lang tid, så truppen kan smelte sammen, siger Morten Karlsen.

Efter Brøndby Cup har FCN endnu to træningskampe, før det går løs for alvor. Lørdag den 1. august kl. 13, spiller FCN U/19 i Farum Park mod Wigans U/18 mandskab, og lørdag 8. august spiller holdet en sidste test ude mod FCK U/19.