FCN savnede skarphed i begge felter

Kategorier

Ólafur Kristjánsson. Foto: rieneuchs.dk

FC Nordsjælland spillede godt i den første halve time, men så kom fejlene, og Randers udnyttede prompte sine chancer til en sikker sejr på 3-0

Modsat sæsonpremieren, hvor FCN slet ikke var i omdrejninger fra kampstart, viste tigrene en forrygende kampgejst fra første fløjt i Randers. FCN styrede spillet og viste masser af initiativ.

Det tegnede så godt i den første halve time, uden at FCN dog fik tilspillet sig de helt oplagte målchancer. En hovedstødschance til David Moberg Karlsson på indlæg fra Joshua John var det nærmeste, FCN kom på scoring.

Og så slog Randers til i stedet, da FCN begyndte at miste fokus, og i det 34. minut fik Viktor Lundberg lov til helt ugeneret at tage en lang fremlægning ned lige udenfor feltet, og svenskeren kunne let vende rundt og sparke i kassen til 1-0.

Kort før pausen kæmpede Viktor Lundberg sig til endnu en scoring, da FCN-fosvaret ikke var skarpt nok i tacklingerne. Med 0-2 ved pausen var det op af bakke for FCN til 2. halvleg, men tigrene gik til den med frisk energi.

Den sidste rest af tro på point forsvandt dog i det 57. minut, da en helt fri Viktor Lundberg fuldendte sit hattrick og cementerede 3-0 sejren. Midt i 2. halvleg blev Oliver Thychosen og nyindkøbte Bruninho sendt på banen i jagten på et trøstmål, og der var mod slutningen flere muligheder for at pynte lidt på resultatet.

Emiliano Marcondes havde to hovedstødschancer, og Oliver Thychosen skød lige forbi mål. Skarpheden er der bare ikke lige nu for FCN, og det kan tydeligt aflæses af resultatet i sæsonens to første kampe.

Men der var klar forbedring i forhold til premieren mod SønderjyskE, så forhåbentlig kommer FCN på tavlen i næste kamp hjemme mod AaB mandag 3. august kl. 19.00

Kampens gang minut for minut:

Se HER

Lagde du mærke til:

…at FC Nordsjællands nyindkøbte brasilianer, Bruninho, fik sin debut med tigeren på brystet, da han blev sendt på banen i kampens 66. minut. Bruninho arbejdede ihærdigt, og det bliver spændende at følge den brasilianske angriber, når han lærer medspillerne lidt bedre at kende.

Hørt på spillergangen:

Trods nederlaget fandt træner Ólafur Kristjánsson, og positive momenter:

– Randers var bedre, end vi var, men for os var der flere lyspunkter i forhold til sidste kamp. Det var en lige kamp i 35 minutter, og selv om vi kom bagud, skal spillerne  roses for at blive ved med at kæmpe. Et mål ville have pyntet, men vi mangler skarphed.

– Overordnet set er det naturligvis skuffende at tabe igen, men jeg så også fremgang fra sidst, og det må vi arbejde videre på. Nu skal vi have evalueret på kampen, og så kigger vi fremad mod AaB.

Målmand David Jensen sagde:

– Vores spil fungerede godt i store perioder, og jeg synes, at resultatet lyver lidt om kampen. Jeg synes, der blev fightet godt ude på banen, og vi tror på vores koncept, så jeg er ikke bange for noget, selv om vi ikke har fået nogen god start.

Statistisk set:

Boldbesiddelse:
Randers: 54% – FCN: 46%
Skud:
Randers: 11 – FCN: 12
Skud på mål:
Randers: 4 – FCN: 3
Hjørnespark:
Randers: 1 – FCN: 1

Matchfacts:

Superligaen, 2. runde, 26. juli 2015

Randers-FCN 3-0 (2-0)
MÅL:
34. minut: 1-0 Viktor Lundberg
44. minut: 2-0 Viktor Lundberg
57. minut: 3-0 Viktor Lundberg
Tilskuere:
 3.389
Dommer: Benjamin Helm Svedborg
Advarsler: Nicolai Brock-Madsen, Randers,
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 David Jensen
2 Adam Órn Arnarson
3 Pascal Gregor
4 Andreas Maxsø
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard
12 Joshua John
14 Gudi Thórarinsson (ind i 58. minut 13 Oliver Thychosen)
15 David Moberg Karlsson (ind i 66. minut 11 Bruninho)
18 Emiliano Marcondes
19 Marcus Ingvartsen (ind i 80. minut 17 Mathias Hebo)
På bænken uden at komme ind:
16 Alex Runarsson
20 Nicklas Mouritsen
22 Mads “Mini” Pedersen
24 Christian “TK” Køhler