Carsten V. Jensen: Det store forarbejde er gjort

Kategorier

Carsten V. Jensen (tv) stopper som Sportschef for Superligaen i FCN. Ansvaret overtages midlertidigt af klubbens ledelse inkl. Jan Laursen (th), der har flere års erfaring i rollen.

– Vi er altid på udkig efter forstærkning, men vi har is i maven, for truppen er allerede trimmet godt i tråd med klubbens ånd om at give de unge muligheden og tænke langsigtet, lyder det fra FC Nordsjællands nye sportschef for Superligatruppen

Det er kun godt en uge siden, at 52-årige Carsten V. Jensen satte sig i stolen overfor Jan Laursen på kontoret i Farum Park. Fremover er de to sideordnede sportschefer i tæt samarbejde, hvor ”CV” holder fokus på Superligatruppen og Laursen på talentudvikling og akademi. Og Carsten V. ser ikke spor presset ud, selv om transfervinduet står pivåbent, og der kun er godt to uger til Superligapremieren hjemme mod SønderjyskE fredag 17. juli: – Det er et meget langt transfervindue, og alt det store forarbejde er gjort helt i tråd med klubbens ånd. Akademiet har igen leveret fem unge spillere, så Superligatruppen også i år får tilført nye spillere, uden at vi absolut skal ud at købe dem. – Der er oven i købet mange egenudviklede spillere, der allerede har snuset til Superligaholdet og er klar til at løfte niveauet, sådan som jeg har set det indtil videre. De er alle oplært i spillestilen og med de rigtige klubværdier og loyaliteten.

Det er en stor styrke. – Der er i FC Nordsjælland tradition for at planlægge langsigtet og skabe plads til unge talenter af egen avl, og jeg nyder glæde af alt det gode forarbejde, som Jan Laursen og resten af klubben har lavet, siger Carsten V. Jensen, der dog også hele tiden har øje på mulighederne for at hente spillere udefra. – Forberedelsen til dette transfervindue blev allerede lavet i efteråret 14, hvor der blev taget valg for fremtiden. Der blev skabt plads til flere spilleminutter for de talenter, der skal bære holdet fremover, og at hele vores trup fra sidste sæson nu er blevet et år ældre og mange kampe og erfaringer rigere er næsten den bedste transfer denne sommer. – Men selvfølgelig er vi også hele tiden på udkig efter spillere udefra. Der er jo også tradition for at hente spillere, der passer ind, og den justering arbejder vi hele tiden på.

Om det bliver en uge før eller senere afhænger af så mange ting.

– Vi føler os ikke pressede, vi skal have is i maven og vente på den helt rigtige situation opstår. Vores position i fodboldens fødekæde betyder, at vi skal være klar, når de gode muligheder byder sig, både hvad angår salg og køb. Der er hele tiden kort til næste skridt, og tingene kan udvikle sig hurtigt. – Vi skal være klar til at agere i det farvand, og det er vi også i forhold til spillere udefra, der har vores prioritet. Det kommer, når det kommer, men det handler om den rette timing, og vi skal være smarte, for det er et langt transfervindue, der hele tiden udvikler sig, siger Carsten V. Jensen.

Han glæder sig over de mange FCN-spillere, der viste sig flot frem i sidste sæson og kan fortsætte udviklingen: – FC Nordsjællands forretningsfundament er at udvikle og sælge spillere, når de er modne, og det rigtige tilbud kommer. De bedste skal føle, at de nærmest sparkes ud af de næstbedste, som hele tiden står og venter på chancen. – Vi behøver således aldrig at frygte eventuelle salg, for de næste er klar. Offensivt fik både Moberg, Ingvartsen og Emiliano vist potentialet i foråret, og Oliver Thychosen er også på vej igen efter den skade, der bremsede hans imponerende start.

– Centerforsvaret med Maxsø og Pascal har også vist sig fint frem, og vi skal hjælpe dem med at få lagt endnu mere på med kampe, tillid og status. Jeg kan nævne rigtig mange med potentiale til at løfte holdets niveau, så vi føler os godt rustet, selv om vi endnu ikke har hentet spillere ind udefra, lyder det fra Carsten V. Jensen. Han kan i eftermiddag kl. 15.00 kan følge holdet i træningskampen mod AGF i Århus-forstaden Tilst og fra på søndag og hele næste uge under træningslejren i Holland.