Reserverne savnede skarphed

Kategorier


Oliver Thychosen var tæt på at score flere gange, men afslutningerne var uden bid.

Reserverne savnede skarphed

Trods stribevis af målchancer fik FCN ikke scoret et eneste mål og tabte 0-3 til AaB  i dagens Reserveholdskamp

FC Nordsjælland fik en skidt afslutning på Reserveholdsturneringen med et nederlag på 0-3 til AaB i Farum Park i en kamp, hvor tigerne ellers især i 2. halvleg tilspillede sig stribevis af åbne målchancer. Men manglende skarphed i afslutningerne blev kostbar. Gæsterne fra AaB fik et hurtigt føringsmål, og det lammede åbenbart FCN-spillerne lidt, for de virkede alt for passive i starten af kampen. Det resulterede også i scoringen til 2-0 i det 20. minut, hvor bolden blev bugseret i kassen som et selvmål efter indlæg fra baglinjen. Herefter begyndte FCN at tage mere fat i kampen, selv om dybdeløbene var alt for få. To helt åbne målchancer blev det dog til for FCN før pausen, men Gudjón Baldvinsson hamrede et skud langt over mål fra nært hold, og Kristian Lindberg headede lige forbi stolpen. Fra 2. halvlegs start kom Emre Mor, der i lørdags nettede to gange for U/19 holdet, på banen, og han satte virkelig skub i angrebsspillet med stor bevægelighed og besnærende driblinger. Oliver Thychosen fik en bold serveret til scoring fra Emre Mor, men det simple indersidespark blev skævt, og så slap AaB igen med skrækken. Der var mange andre situationer, hvor FCN med klart spilovertag skabte plads til afslutninger, men hver gang blev der lige brugt en pasning ekstra, og så kom der en fod i vejen. Og da Benjamin Lund trykkede af fra distancen, prellede bolden af på overliggeren. I stedet kunne AaB på sin eneste reelle afslutning i 2. halvleg score til 3-0 med ti minutter igen.  Reserveholdsligaen: FCN-AaB 0-3 (0-2) FC Nordsjællands startopstilling og indksiftninger: Alex Runarsson
Johannes Ritter, Viktor Tranberg, Nicklas Mouritsen (76: Christian “TK” Køhler), Benjamin Lund.
Mathias Hebo, Hans Mulder (76: Mathias Jensen), Kristian Lindberg (76: Souheib Dhaflaoui).
David Moberg Karlsson (46: Emre Mor), Gudjón Baldvinsson, Oliver Thychosen (57: Adnan Mohammed).