Ólafur: Vanskelige betingelser for planlægning

Kategorier


Mange af de nye unge i truppen får chancen på torsdag i træningskampen i Århus mod AGF, når cheftræner Ólafur Kristjánsson tegner holdet op.

Ólafur: Vanskelige betingelser for planlægning

FC Nordsjællands to U/21 landsholdsspillerne får en kort ferie og støder først til truppen under træningslejren i Holland i næste uge

FC Nordsjællands Superligatrup tog i dag fat på anden træningsuge frem mod sæsonstarten hjemme mod SønderjyskE allerede fredag 17. juli kl. 18.00. Det går altså mindre end tre uger, før det er alvor for FCN om vigtige point i Farum Park, og den korte forberedelsestid har været ekstra svær at planlægge på grund af Danmarks deltagelse ved EM-slutrunden for U/21 landshold. FCN spillede allerede første træningskamp i torsdags med flere af truppens nye unge spillere fra U/19 mandskabet i aktion. Og de kan få chancen igen på torsdag kl. 15, når FCN spiller næste træningskamp mod AGF i Århus-forstaden Tilst. På søndag er der så afgang til træningslejren i Holland, hvor der fredag 10. juli spilles en sidste testkamp mod storklubben Ajax. Efter hjemkomst lørdag følger en kamp mod Brøndby i Reserveholdsligaen mandag, men ellers kun almindelig kampforberedelse frem mod kickstarten på Alka Superligaen 17. juli i Farum Park. FCN’s cheftræner Òlafur Kristjánsson har haft mange elementer at tage hensyn til i planlægningen: – Der har været meget vanskelige betingelser for at planlægge denne korte opstart. Vi har haft David Jensen og Uffe Bech med til U/21 EM, og de skal naturligvis også have lidt ferie nu. Aftalen er, at David tilslutter sig truppen, når vi tager afsted til Holland på søndag, og Uffe støder til midtvejs i træningslejren, så de begge kan være med i kampen mod Ajax. – Udover de to har vi også haft flere spillere med i U/21 landsholdets forberedelseslejr i nogle dage efter Superligaafslutningen, og andre afsted til samling med ungdomslandshold. Dem har vi også skulle skåne lidt under træningsstarten i sidste uge. – Det vil vi gøre igen mod AGF på torsdag, og jeg regner således kun med at stille med noget nær startformationen i kampen mod Ajax. Når vi kommer hjem, er vi for tæt på sæsonpremieren til at spille flere træningskampe. Vi har en kamp mod Brøndby i Reserveholdsturneirngen mandag 13. juli, og det bliver et rent reservehold. – Men vi skal ikke klage over betingelserne, og heldigvis er der ikke mange udskiftninger i vores trup. Alle kender spillestilen, og der er ikke så meget, vi skal justere på. FCN har en klart defineret måde at spille på hele vejen igennem, og derfor bekymrer det mig ikke, at vi ikke har længere tid eller flere træningskampe, end vi har, siger Ólafur Kristjánsson. I forhold til startopstillingen i de fleste kampe i foråret har FCN kun sagt farvel til Mario Ticinovic, og på hans plads som højre back har unge Adam Örn Arnarson allerede spillet flere gange i foråret. Billetterne til FC Nordsjællands premierekamp hjemme mod SønderjyskE fredag 17. juli sættes til salg i næste uge, og salget af sæsonkort har været i gang længe. De første syv runder af Superligaen er der også fastsat endeligt kamptidspunkt på. Se dem ved at klikke HER og kryds straks af i kalenderen.