Emiliano tæt på at slå klubrekord

Kategorier


Emiliano Marcondes er nomineret til månedens spiller i maj. (Foto: Rie Neuchs)

Emiliano tæt på at slå klubrekord

Emiliano Marcondes er nomineret til månedens spiller i Superligaen, og med sin scoring for fjerde kamp i træk er han også tæt på Tommy Olsens rekord fra 2003 med mål i fem kampe i træk

Da Emiliano Marcondes sprintede til forstolpen og bankede indlægget fra David Moberg Karlsson i kassen til 1-0 i det 91. minut i søndags, var det ikke blot en afgørende træffer, der gav sejr over de danske mestre. Det var også et mål, der holdt liv i Emilianos muligheder for at slå en 12 år gammel klubrekord. Det var nemlig fjerde Superligakamp i træk, “E” nettede for FC Nordsjælland, og dermed er han tæt på at tangere den klubrekord, Tommy Olsen satte i efteråret 2009. “Brolæggeren” scorede sit første mål i den sæson den 29. oktober 2003 mod Herfølge og fulgte op i de næste fire kampe i træk med mål mod OB, AaB, Esbjerg og Brøndby. I alt scorede Tommy Olsen 10 mål i den sæson. Hvis det lykkes Emiliano at score i Aalborg mod AaB på søndag, kan den kun 20-årige angriber altså tangere den rekord, men der er dog fortsat et stykke vej til rekorden for hele Superligaen. Her topper Ebbe Sand og Peter Møller, der hver har prøvet at score i otte kampe i træk. Uanset om Emiliano Marcondes sætter rekord eller ej, kan han se tilbage på en maj måned med masser af spilletid og gode præstationer. Han har gjort sig så meget bemærket, at han også er nomineret til månedens spiller i maj i konkurrence med FCK-keeper Stephan Andersen og en anden landsholdspiller, nemlig Brøndbys Daniel Agger. De tre nominerede må vente til søndag med afgørelsen og overrækkelse af hædersbevisningen.