Mtiliga: Vigtigt at slutte af med en god følelse

Kategorier


Patrick Mtiliga kan se tilbage på sin første sæson som FCN-anfører. (Foto: Rie Neuchs)

Mtiliga: Vigtigt at slutte af med en god følelse

– Vi skal vise den indre fighting spirit og jagte den højest mulige placering, så vi kan få det bedste afsæt til næste sæson, siger anfører Patrick Mtiliga

FC Midtjylland gæster i morgen søndag kl. 16.00 Farum Park som dansk mester, og FC Nordsjælland har sikret en tryg midterplacering. Men det betyder ikke, at vi får en kamp uden nerve. Tværtimod, for begge hold kan spille helt frit og vil jagte sejren. – Vi går ikke på banen med nogen safe følelse. Det er vigtigt at gå efter den bedst mulige slutplacering og slutte sæsonen af med en god følelse. Vi skal finde den indre fighting spirit, så vi kan få et godt afsæt til næste sæson, siger anfører Patrick Mtiliga. FC Midtjylland har ikke vundet en Superligakamp i Farum Park i seks år. Den seneste sejr daterer sig tilbage til 3. maj 2009, så Guld-Glen og co. har også en udfordring, selv om mesterskabet er sikret. Patrick Mtiliga blev ny anfører for FCN ved denne sæsons start som afløser for Nicolai Stokholm, og han vurderer sin første sæson med anførerbindet således: – Fra start vidste vi jo ikke helt, hvor vi stod med ny træner og mange udskiftninger i spillerstaben. Heldigvis fik vi en rigtig god start, og det var meget vigtigt. – Vi er så siden løbet ind i perioder, hvor vi har haft svært ved at tage point, og det har været en udfordring for os alle. Også for mig som anfører, der skal hjælpe og støtte de unge både på og udenfor banen. – Jeg skal være med til at give dem en ro og en skulder at læne sig op af, og man skal være der hele tiden. Jeg synes, det er gået nogenlunde som forventet med nogle op- og nedture. En noget svingende sæson, men det må man jo regne med, når truppen er så ung og urutineret, siger Patrick Mtiliga. Han håber og tror på større stabilitet i næste sæson: – Vi har i denne sæson begået en masse af de samme fejl, men i det store billede er jeg sikker på, at vi har lært noget af det. Vi er blevet bedre til at kende spillets faser. – Nu ved jeg jo ikke, hvordan vores trup vil se ud efter sommerens transfervindue, men jeg regner da med, at de fleste af vores unge spillere stadig er her. Og så har de fået et års rutine mere i bagagen. Så vi vil stadig have et ungt hold, bare med et års mere erfaring, og det betyder meget, siger Patrick Mtiliga. Kom i Farum Park og følg tigrenes sidste hjemmekamp i denne sæson søndag kl. 16.00 mod de midtjyske ulve.