FCN betalte prisen for at være uskarp

Kategorier


Emiliano Marcondes scorede mod Esbjerg for anden hjemmekamp i træk, men denne gang havde målet ikke samme værdi som mod Silkeborg. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN betalte prisen for at være uskarp

I hele 1. halvleg havde FC Nordsjælland styr på spillet og skabte gode chancer, men Esbjergs kontraspil var mere giftigt, og de nedrykningstruede vestjyder sejrede 3-1

Det koster dyrt, hvis man ikke kender sin besøgelsestid i fodbold. Det fik FCN igen at mærke i dagens hjemmekamp mod Esbjerg, hvor tigrene i den grad havde fat i spillet i den første halve time og også kom frem til store målchancer. De blev bare ikke udnyttet, og så slog kontraspillende Esbjerg i stedet til med en scoring ved den tidligere FCN-spiller Emil Lyng kort før pausen. Da det straks i 2. halvleg blev 2-0 til Esbjerg på et lidt klodset straffespark, var resten af kampen flyttet over på gæsternes præmisser. FCN løb panden mod en mur i hele 2. halvleg, hvor det var tydeligt, at Esbjerg presset af nedrykningsfare havde en vilje til at give sig i hver eneste tackling. Da FCN endelig fik reduceret til 1-2 på hovedstød af Emiliano Marcondes på frispark fra Gudi Thórarinsson var den ordinære spilletid for længst udløbet. FCN forsøgte et sidste desperat angreb for udligning men åbnede i stedet for en kontra, der gav Esbjerg endnu en let scoring til 3-1 kort før slutfløjtet. Dermed betalte FCN den åbenlyse pris for de dårlige afslutninger i den første halve time. Her havde først David Moberg et skud lige forbi målstolpen i det 13. minut, og kort tid efter var Moberg tæt på igen med et hovedstød på et perfekt indlæg fra Joshua John. De allerstørste chancer kom dog efter en halv time, da Gudjón Baldvinsson kun var en tåspids fra at prikke tværpasningen fra David Moberg i et tomt mål. Og kort efter slap Gudjón Baldvinson fri, da Michael Jakobsen snublede, men hans tværbold til en fri Joshua John var ikke præcis nok. Og så viste Esbjergs Emil Lyng i stedet, hvordan det skulle gøres, da han let trak sig fri og placerede bolden koldt i kassen til 1-0 fire minutter før pausen. Emil Lyng var også i fokus, da han efter kun et par minutters spil i 2. halvleg røg omkuld i nærkamp med Pascal Gregor ved baglinjen. Dommer Michael Johansen fløjtede for straffe, og det udnyttede Esbjerg til en 2-0 føring, som gæsterne klogt holdt fast i med sikkert forsvarspil. Kampens gang minut for minut: SeHER Lagde du mærke til: At FC Nordsjællands islandske målmand Runar Alex Runarsson fik sin Superligadebut. Alex spillede i sidste sæson for U/19 holdet og har i denne sæson kun spillet på førsteholdet i efterårets pokalkamp. At Emiliano Marcondes fik scoret for anden gang i træk på hjemmebane i Superligaen i dette forår. Hans første mål mod Silkeborg var dog betydeligt mere værd, da det var et sejrsmål. Hørt på spillergangen: Målscorer Emiliano Marcondes ærgrede sig over, at reduceringen til 1-2 først kom i tillægstiden: – Det var lige sent nok, desværre. Havde vi bare fået målet noget før, kunne vi godt have fået noget ud af det. Men vi skal score på vores chancer i 1. halvleg. Man skal score i de gode perioder, og det gjorde vi ikke. – I 2. halvleg fik vi ikke kreeret så mange chancer og kom til at spile for meget rundt. Vi mangler lige det sidste løb, og den sidste forståelse af hinanden i kombinationerne, før at det kan lykkes at komme helt igennem til afslutning, siger Emiliano Marcondes. Statistisk set: Boldbesiddelse:
FCN: 53% – Esbjerg: 47%
Skud:
FCN: 11 – Esbjerg: 15
Skud på mål:
FCN: 3 – Esbjerg: 6
Hjørnespark:
FCN: 3 – Esbjerg: 3 Matchfacts:

Superligaen, 29. runde, 18. maj 2015

FCN-Esbjerg 1-3 (0-1)
MÅL:
43. minut: 0-1 Emil Lyng
48. minut: 0-2 Hans Henrik Andreasen (straffe)
93. minut: 1-2 Emiliano Marcondes, assist Gudi Thórarinsson
95. minut: 1-3 Mikkel Vestergaard
Tilskuere: 3.019
Dommer: Michael Johansen
Advarsler: Ingen
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
16 Alex Runarsson
3 Pascal Gregor
4 Andreas Maxsø
9 Gudjón Baldvinsson (ind i 60. minut 30 Marcus Ingvartsen)
10 Martin Vingaard
12 Joshua John (ind i 77. minut 13 Oliver Thychosen)
14 Gudi Thórarinsson
15 David Moberg Karlsson (ind i 65. minut 6 Lasse Petry)
18 Emiliano Marcondes
23 Mario Ticinovic
31 Adam Örn Arnarson
På bænken uden at komme ind:
1 David Jensen
21 Kristian Lindberg
27 Mathias Hebo
28 Nicklas Mouritsen