Emiliano: Jeg er modnet og mere afbalanceret

Kategorier


20-årige Emiliano Marcondes har scoret i tre af de seneste fire kampe. (Foto: Rie Neuchs)

Emiliano: Jeg er modnet og mere afbalanceret i mit spil

– Jeg synes, jeg lærer noget hele tiden, og det giver da også et boost at score mål, siger den kun 20-årige Emiliano Marcondes

Emiliano Marcondes er startet på banen i tre af de seneste fire kampe, og han har kvitteret for tilliden med et mål i hver af de kampe. Det første mål mod Silkeborg var endda et sejrsmål. – Selv om målene mod Esbjerg og Brøndby ikke gav point, giver scoringer altid et boost og styrker ens selvtillid, så jeg er da glad for at have scoret tre gange i de seneste kampe. Det er jo ikke så mange mål, vi får scoret fra midtbanepositionerne, og det er da positivt, at vi også bidrager. Vi har trænet meget i, at vi også skal komme mere med ind i feltet fra 8’er positionen, siger Emiliano Marcondes. ”E”, som han kaldes til daglig, blev 20 år i marts men har allerede været med omkring Superligatruppen i tre sæsoner, og han fik sin Superligadebut i april 2013 i FC Nordsjællands 2-0 sejr i Horsens. Indtil sidste sommer spillede han dog mest på U/19 Ligamandskabet, men 35 Superligakampe er det allerede blevet til for den teknisk dygtige offensivspiller, der også har 28 U-landskampe i bagagen. – Jeg synes selv, at jeg er modnet i denne sæson og blevet mere afbalanceret i mit spil. Det handler om at veksle mellem at gøre det simple og prøve det svære. Jeg er blevet mere sikker med bolden, hvor jeg tidligere valgte for mange svære løsninger. – Jeg har arbejdet meget med den afbalancering ved træning og fået noget mere automatisme ind i mit spil. Det giver også tryghed for mig selv og mere mental styrke. Jeg skal have tålmodighed til at vente på den rigtige chance for at gøre det, jeg er bedst til, siger Emiliano Marcondes, der altid leder efter pladsen til den chanceskabende stikning eller afgørende dribling. Han scorede sit første Superligamål i Viborg på hovedstød efter 14 sekunders spil i slutningen af sidste sæson. Mod Esbjerg for en uge siden og mod Brøndby torsdag aften var det igen hovedstødsmål, ”E” blev noteret for, selv om højden ikke umiddelbart vidner om en stærk spiller i luftrummet. – Nej, men jeg har altid lavet en del hovedstødsmål, også i ungdomsårene. Det handler om timing og frygtløshed, og jeg har aldrig været bange for at kaste mig ind i en hovedstødsduel, siger Emiliano. Han satser dog på, at kampen mod Hobro skal afgøres ved græsset: – Hobro har aldrig før prøvet at spille på vores bane, hvor vi kan få bolden til at køre hurtigt langs græsset. Det skal vi prøve at udnytte med kvikt pasningsspil, så vi kan finde åbninger i deres forsvar. – Og så skal vi kende vores besøgelsestid og score på chancerne, når de er der. Vi havde mulighederne i starten af den seneste hjemmekamp mod Esbjerg men tog dem ikke, og så bliver det altid svært, hvis modstanderne kommer foran i stedet. Forhåbentlig har vi lært af det til kampen mod Hobro, lyder det fra Emiliano Marcondes.