Værd at vide før dagens kamp

Kategorier


David Moberg Karlsson scorede tre mål i de to U/21 landskampe, han spillede for Sverige i den seneste uge. (Foto: Boesenfoto.dk)

Værd at vide før dagens kamp

FC Nordsjælland spiller i dag kl. 17.00 i Haderslev mod SønderjyskE. Her er lidt statistiske vinkler på den spændende kamp i Alka Superligaen

VIDSTE DU AT… …FCN og SønderjyskE har mødt hinanden 23 gange i Superligaen, og samlet set er FCN bedst med 11 sejre mod kun 7 til sønderjyderne, mens 5 kampe er endt uafgjort. Kun 9 af kampene er spillet i Haderslev, og her er det lige med 4 sejre til hvert hold og én uafgjort kamp. …det er SønderjyskE, der har revanche til gode, idet FC Nordsjælland vandt hele 4-0, da holdene sidst mødtes i Farum Park for knap en måned siden i 20.spillerunde af denne sæson. …FCN og SønderjyskE plejer at give hinanden særdeles målrige kampe. Af de otte kampe i de seneste tre sæsoner har der været en enkelt med ”kun” to mål, og to kampe med tre mål. De resterende har budt på tre kampe med fire mål og to med fem mål. I alt 30 mål i de otte kampe, og altså tæt på fire mål i snit pr. kamp. …FCN må undvære Mario Ticinovic, der afsoner en spilledags karantæne, mens SønderjyskE har Guira tilbage fra straffeboksen til dagens kamp. …David Moberg Karlsson efter at have scoret i de seneste tre Superligakampe i træk for FCN for en uge siden fik debut på Sveriges U/21 landshold og scorede to mål i 4-0 sejren over Rusland. Han fulgte op med endnu en scoring mod Norge tre dage senere.  …dagens dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, er 31 år og i gang med sin fjerde sæson som Superligadommer. Han har i denne sæson dømt tre kampe med FC Nordsjælland som deltager. Det var sæsonpremieren med sejren på 3-2 over FC Vestsjælland samt de to målløse kampe mod Randers og FCK.