Trænerrokade venter i FC Nordsjælland

Kategorier


John Bredal og Mark Strudal sammen med Kasper Hjulmand, Flemming Pedersen og Mathias Zangenberg – foto: Rie Neuchs – www.rieneuchs.dk

Trænerrokade venter i FC Nordsjælland

Mark Strudal og John Bredal stopper i FC Nordsjælland, når deres kontrakter udløber til sommer efter eget ønske, og det betyder, at der i den sportslige ledelse nu bliver kigget på, hvordan setup’et skal se ud i fremtiden.

Jan Laursen fra den sportslige ledelse: – Både John og Mark har været med i rigtig mange år hos os, og har haft stor betydning for, hvor vi er i dag. Vi har været glade for deres arbejde, som på rigtig mange områder har gjort os førende på den individuelle træning, og dette arbejde vil naturligvis også være en topprioritet fremadrettet. fortæller Jan Laursen. – John Bredal har været en kulturbærer, og har ydet en kæmpe indsats både på og uden for banen, hvor han gennem årene også har haft en vigtig rolle i at lære vores mange unge spillere op om klubbens værdier. På målmandsdelen taler hans arbejde med bl.a. Kim Christensen, Jesper Hansen og David Jensen for sig selv. Som assistent for Morten Wieghorst, Kasper Hjulmand og nu Olafur Kristjánsson har han altid været garant for hårdt arbejde og stor dedikation. Vi ønsker John alt muligt held og lykke, og vi ved, at han vil gøre alt for, at han og FCN slutter sæsonen af på bedst mulig vis, siger Jan Laursen. John Bredal har været mere end 13 år i FC Nordsjælland, hvor han har haft mange forskellige roller, men i de senere år har han fungeret som assistenttræner. – Det har været en fantastisk rejse, hvor jeg har oplevet og lært mange spændende ting i FC Nordsjælland. Der har været hårde år, hvor vi har måttet kæmpe for det, men i de senere år har fremragende ledelsesarbejde bragt klubben op i toppen og det sprudler bare med talent alle vegne i denne klub. Nu føler jeg dog, det er på tide at prøve noget nyt, og jeg glæder mig til igen at skulle kaste mig ud i et nyt projekt, siger John Bredal. Mark Strudal har været i FC Nordsjælland siden 2006, hvor han først startede som talentchef, og efterfølgende blev U/19-træner inden han fik sin nuværende rolle som assistenttræner med fokus på angriberne. – Mark har haft stor betydning for den udvikling, vi har været igennem som klub, hvor specielt angriberne har nydt godt af hans erfaring og ekspertise. Mark har været med til at udklække mange angribere til udlandet, såsom Nicklas Pedersen, Mikkel Beckmann, Tobias Mikkelsen og Nicki Bille bl.a. Herudover har Mark altid mødt ind med godt humør og god energi samt med stor ærgerrighed efter at forbedre både sig selv og angriberne, så vi aldrig stiller os tilfredse. Vi ønsker Mark alt det bedste fremover og håber, at han også fremover vil glæde sig, når FCN angriberne får nettet til at blafre, fortæller Jan Laursen. – Jeg har været glad for min tid i FCN, det har været nogle begivenhedsrige og lærerige år, hvor vi har opnået nogle store ting med pokaltitler og mesterskab. Jeg er stolt af de ting, vi har sat i gang,  hvor jeg føler, at vi har sat nye standarder for at træne med angribere. Jeg glæder mig også til at prøve noget nyt, og forsøge at bringe det lige så langt frem, som vi er kommet med FCN, siger Strudal.