Præstationen meget bedre end resultatet

Kategorier


Lasse Petry – her fra kampen sidst mod OB – var i aften i Parken mod FCK anfører for første gang nogensinde i Superligaen og for det historisk yngste FCN-mandskab.

Præstationen meget bedre end resultatet

Et meget ungt FCN-mandskab leverede en helt igennem godkendt indsats i Parken men tabte alligevel 0-2

Skader og karantæner gav mange rokeringer på FC Nordsjællands hold til aftenens svære udekamp i Parken, men selv om tigrene stillede med et meget ungt og urutineret hold, leverede FCN en absolut godkendt præstation, hvor resultatet desværre bare ikke stod mål med indsatsen. De sidste fem minutter op til pausen blev kostbare efter en 1. halvleg, hvor FCN ellers var FCK’ernes ligemænd på alle parametre. Pludselig opstod chancen for et godt indlæg fra venstre side, og da bolden lå lige i panden på den højt springende Nicolai Jørgensen, sprællede David Jensen forgæves på målstregen. David Jensen havde ellers på flottede vis afvist et nærgående forsøg fra Nicolai Jørgensen ti minutter tidligere, den eneste reelle målchance, hjemmeholdet havde skabt. Det burde være blevet ved det ene mål til pausen, men i 1. halvlegs tillægstid fik FCK et hjørnespark, der blev afvist i første omgang, men på returbolden ind i feltet valgte dommer Kenn Hansen at fløjte for straffespark til FCK. Thomas Delaney kunne ikke nå op til bolden, men sprang alligevel i væltespring op over ryggen på Lasse Petry, og det blev altså takseret til frit skud fra 11 meter pletten. Nicolai Jørgensen kunne således let gøre sig til dobbelt målscorer. 2-0 til FCK ved pausen var en bitter pille i en kamp, hvor FCN-spillerne holdt godt fast i bolden i store perioder og nærmest holdt FCK helt fra målchancer. Samme kampbillede fik man stort set i 2. halvleg. FCK viste tænder kort efter pausen med et hovedstød af Steve De Ridder, som David Jensen refleksparerede, men herefter var FCN mest nærgående. David Moberg slog et perfekt frisparksindlæg, som Pascal Gregor og Uffe Bech kun var centimeter fra at prikke i kassen. Men ellers havde FCN svært ved at spille sig igennem FCK-forsvaret, der var påpasseligt, og løverne var tydeligt tilfredse med føringen. Det kunne dog være blevet spændende til slut, da indskiftede Kristian Lindberg blokerede et udspark fra Stephan Andersen, men bolden trillede lige forbi det tomme FCK-mål. De unge tigre fik værdifuld erfaring, og de kan tage en masse positive ting med sig til de kommende kampe. Alka Superligaen er fortsat så tæt i kampen om bronzemedaljerne, at nederlaget i Parken ikke på nogen måde sætter FCN af i det spil. Det gælder nu om at være klar til at sætte en afgørende slutspurt ind, og den skal starte i næste kamp hjemme i Farum Park mod Silkeborg på lørdag 25. april kl. 17.00 Du kan allerede nu købe billet til den kamp HER. Kampens gang minut for minut: Se HER Lagde du mærke til: Gennemsnitsalderen i FC Nordsjællands startopstilling var historisk lav, nemlig kun 22 år og 41 dage. Det er den yngste start 11’er i denne sæson i hele Superligaen. At i fravær af den skadede anfører Patrick Mtiliga og karantæneramte viceanfører Martin Vingaard var det Lasse Petry, der for første gang bar anførerbindet. Han var en strålende dirigent på midtbanen og gik virkelig forrest for sit mandskab. Hørt på spillergangen: Lasse Petry var meget bitter over, at der blev dømt straffespark mod ham i situationen kort før pausen: – Vi får afvist hjørnesparket i første omgang, men så kommer der et nyt indlæg, og jeg følger med Thomas Delaney som jeg skal efter aftalen. Der var kun minimal kontakt, men jeg ved jo godt, at han smider sig helt vildt i den slags situationer. Der var ikke skygge af straffe. – Det var super ærgerligt med det mål lige op til pausen, for jeg synes, vi havde godt fat i kampen. Desværre formåede vi ikke at udnytte de omstillingsmuligheder, der bød sig en del af. Vi havde godt fat i bolden, men fik ikke skabt de store chancer, siger Lasse Petry. Pascal Gregor styrede det omrokerede forsvar flot og ærgrede sig over resultatet: – Deres første mål var meget godt, men ved det andet føler vi os virkelig snydt. Men vi må fokusere på de gode ting, og jeg synes, vi spiller en fin kamp herinde, og i store perioder er det jo os, der sidder på spillet. – Nu må vi bare se fremad. Vi har stadig en masse, vi kan nå, og vinder vi de næste par kampe, ser det rigtig spændende ud igen. Så første mål er sejr over Silkeborg på lørdag, siger Pascal Gregor. Statistisk set: Boldbesiddelse:
FCK: 57% – FCN: 43%
Skud:
FCK: 11 – FCN: 6
Skud på mål:
FCK: 4 – FCN: 4
Hjørnespark:
FCK: 8 – FCN: 2 Matchfacts:

Superligaen, 25. runde, 19. april 2015

FCK-FCN 2-0 (2-0)
MÅL:
40. minut: 1-0 Nicolai Jørgensen
45. minut: 2-0 Nicolai Jørgensen (straffe)
Tilskuere: 10.944
Dommer: Kenn Hansen
Advarsler: Nicolai Jørgensen og Daniel Amartey, FCK samt Lasse Petry og Hans Mulder, FCN
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 David Jensen
3 Pascal Gregor
6 Lasse Petry
7 Uffe Bech
12 Joshua John (ind i 84. minut 9 Gudjón Baldvinsson)
14 Gudi Thórarinsson (ind i 77. minut 19 Hans Mulder)
15 David Moberg Karlsson (ind i 70. minut 21 Kristian Lindberg)
18 Emiliano Marcondes
23 Mario Ticinovic
28 Nicklas Mouritsen
31 Adam Örn Arnarson
På bænken uden at komme ind:
16 Alex Runarsson
22 Mikkel Jensen
27 Mathias Hebo
30 Marcus Ingvartsen