FCN U/17 vandt for 4. kamp i træk i foråret

Kategorier

FCN U/17 vandt for 4. kamp i træk i foråret

U/17 fører Ligaen, mens topplaceringen til U/19 er i fare efter andet nederlag i træk

U/19 Liga: FCN-AGF 1-7 (0-2)
Målscorer for FCN: Lucas Haren FC Nordsjællands U/19 led sit første nederlag i sæsonen sidst mod Randers, og Påskelørdag kom så allerede andet nederlag i træk, da holdet faldt helt sammen i 2. halvleg af hjemmekampen mod AGF. Dermed er FCN hårdt presset i toppen af Ligaen, hvor FCM på andenpladsen har spillet tre kampe færre. Det store nederlag virker helt paradoksalt i forhold til spil og chancer i kampen mod AGF. FCN sad på det hele fra start, men århusianerne viste en uovertruffen effektivitet på de gratis chancer, som et sløset FCN-forsvar gavmildt gav ud af. Efter pres fra FCN fra start, slog AGF til med to scoringer lige efter hinanden i 9. og 11. minut. Alligevel lod de unge tigre sig ikke slå ud men angreb uafbrudt. Desværre uden bid i afslutningerne, så 2-0 til gæsterne holdt til pausen. Straks fra 2. halvlegs start var der dømt stormløb mod gæsternes mål, og allerede i det 48. minut gav Lucas Haren FCN tro på det med et godt langskudmål til 1-2. Herefter var der masser af muligheder for udligning, men i stedet slog AGF kontra efter en lille time og scorede til 3-1 på århusianernes første angreb i 2. halvleg. Det slog åbenbart benene helt væk under FCN. Holdets struktur smuldrede, og det blev til alt for mange kiksede enkeltmandspræstationer, hvor AGF hver gang straffede boldtabene. Det lignede et kollektivt kollaps mod slutningen, hvor AGF nærmest scorede efter behag. Chreftræner Morten Karlsen kunne bagefter kun finde et lyspunkt: – Den eneste trøst lige nu er, at det her ikke fortæller sandheden om vores niveau, men der er virkelig noget at arbejde med i den kommende tid. Det er en udfordring, som vi tager op. U/17 Liga: FCN-AGF 2-0
Målscorer for FCN: Emil Damgaard og Daniel Skov FCN U/17 revancherede de lidt ældre tigres nederlag til AGF kort forinden Påskelørdag hjemme i Farum Park. Med en fuldt fortjent og alt for lille sejr på 2-0 over AGF, er FCN på førstepladsen i U/17 Ligaen med Esbjerg tæt efter. Målscorerne for FCN mod AGF var Emil Damgaard og Daniel Skov, og sejren var aldrig i fare, for modsat U/19 var forsvarsspillet suverænt kampen igennem hos U/17 mandskabet. AGF levede kun på kontraspil men fik slet ikke lov at komme igennem til farlige afslutninger. Dem havde FCN til gengæld en masse af udover de to scoringer. Jakob Johansson var tæt på flere gange, bl. a. med et skud på underkanten af overliggeren kort før tid. Det var forårets fjerde kamp, og FCN har vundet dem alle, så det tegner godt: – Vi har fået en fin forårsstart, men vi arbejder ydmygt videre og holder næsen i sporet, lyder et fra cheftræner Kasper Kurland.