FCN er sikret A-licens to år mere

Kategorier


Sportslig leder Jan Laursen lykønsker U/19 spiller Mathias Jensen med forårets kontraktforlængelse. Han er én af de mange spillere, der er kommet til FCN fra en samarbejdsklub og nu er klar til Superligatruppen.

FCN er sikret A-licens to år mere

– Det er dejligt, at klubbens strategi om fokus på talentudvikling, nu også giver FC Nordsjælland plads mellem de kun seks klubber, der har fået tildelt A-licens for en to-årig periode, og roserne skal naturligvis gå til alle vores dygtige trænere og øvrige personale, der hver dag arbejder for at følge vores strategi og værdier, siger sportslig leder Jan Laursen

DBU uddelte sine meget eftertragtede ungdomslicenser i sidste uge, og som noget nyt er klubberne, der tildeles den højeste licens, A-licensen, nu delt i to, således at seks klubber har fået tildelt licensen for to år. Det er FC Nordsjælland, FCK, FCM, AaB, Brøndby og Esbjerg, der er sikret A-licens helt frem til sommeren 2017. Lyngby, Randers Freja, Silkeborg, OB, AGF og Vejle fik også A-licens, men indtil videre kun for næste sæson. Med A-licensen følger automatisk en plads i både U/19 og U/17 Ligaerne, hvor FCN lige nu topper U/17 og for tredje år i træk er med om mesterskabet i U/19. FCN tog DM-titlen i 2013 og fik sølv sidste år. Jan Laursen er naturligvis meget tilfreds med den anerkendelse, DBU giver FCN for det store, målrettede talentudviklingsarbejde: – Det er jo noget, vi som klub har arbejdet på gennem mange år med en overordnet klubstrategi, der prioriterer talentplejen hele vejen op gennem ungdomsafdelingen. FC Nordsjælland har sat de nødvendige ressourcer af til dygtige trænere og ledere omkring alle ungdomsholdene, og denne strategi skal fastholdes.  – Der bliver brugt mange ressourcer og megen energi i at optimere talenternes forhold maksimalt og styrke deres udvikling mest muligt i samarbejde med moderklubben Farum Boldklub. Via vores akademi kan de unge både prioritere bogen og bolden, så de får en uddannelse ved siden at satsningen på at nå toppen som fodboldspiller. – Alle vores ungdomstrænere og ledere gør et kæmpe arbejde med talenterne, både som hold og individuelt, og de stigende antal internationale turneringer som spillerne modnes gennem er også medvirkende til at de blive rustet bedst muligt og modnes til de større krav, som møder dem i sidste ende på vores Superligahold. – Der bliver gjort meget ud af at afstemme krav og forventninger, og at uddanne alle vores spillere efter klubbens DNA omkring boldbesiddende og positivt fodboldspil, som samtidigt naturligvis også skal give positive resultater. Det ser vi også allerede frugten af på Superligaholdet, hvor FCN har truppen med Danmarks absolut laveste gennemsnitsalder, og nu uge efter ude stiller med det yngste mandskab i dansk topfodbold, og som samtidigt spiller med omkring bronzemedaljerne. Denne balance er ikke nem at ramme, men vi vil gøre alt for at mestre dette fremadrettet. – Med den to-årige licens har vi nu fået det blå stempel, der gør det muligt fortsat at planlægge i den retning og topprioritere det højt kvalificerede arbejde med ungdommen. Det vil resultere i mange flere unge danske talenter, der vil præge dansk topfodbold i årene fremover. Ikke kun i FCN men også som nu i en stribe andre klubber, da vi ikke har plads til dem alle som seniorer, siger Jan Laursen.